Vores jordomrejse er slut - nu planlægges næste store begivenhed i vores lille hjem!

Den 15. marts 2009. Vi er nu vel ankommet til Sao Paulo, hvorfra vi flyver mod London i morgen.

Vi vågnede til morgen omkring klokken lidt i 6. Derefter faldt vi i søvn igen og sov til ca. 7.30. Hele natten havde været en afbrudt fornøjelse, hvor bussen havde bumlet derudaf og flere gange havde stoppet ind for at samle folk og fæ op. Bussen vi kørte med skulle fortsætte til Rio. Kun afbrudt af et stop i Sao Paulo. Vi var glade for, at vi ikke skulle videre, men kunne stå af i Sao Paulo by.
Da bussen gjorde holdt til morgentoilette omkring klokken 8 havde vi en kort ”strække ben pause”, hvorefter vi fortsatte. Dog nåede vi ikke særlig langt i bussen og pludselig vendte vi om og kørte tilbage til det sted, hvor vi havde holdt pause. Efter lang tids undren fra vores side, begyndte alle folk i bussen at pakke deres ting sammen og gå ud. Langt om længe fandt vi så ud af, at bussen var gået i stykker. John sagde, at han også havde undret sig over en lyd fra det ene hjul.
Bussen kunne altså ikke køre længere og vi skulle nu flyttes over i en ny bus. Dette tog heldigvis ikke så lang tid, men da vi ankom til Sao Paulo havde den forventede 15 timers bustur alligevel varet over 17 timer. Vi talte om, at vi var glade for, at vi ikke i dag havde et fly, som vi SKULLE nå, men at vi kunne slappe af og få udhvilet til i morgen.
Vi ankom til Sao Paulo lidt over middag. Busstationen vrimlede med mennesker og alle rykkede i os for at f os ind i netop deres pirattaxi, for derved at fragte os et sted hen. Vi valgte den mere sikre løsning og gik hen til en ventende taxi, hvor en ældre mand ikke var sen til at tage imod vores bagage. Af erfaring, ville vi ikke udlevere vores bagage til hans bil før vi havde aftalt en pris. Vi havde dagen i forvejen søgt på internettet for at finde hoteller i nærheden af lufthavnen. Vi havde fundet et hotel, men ikke booket et værelse, blot skrevet hotellets navn og adresse ned. Dette viste vi til taxichaufføren, hvorefter at han ville have 70 real for at køre os derud. Vi sagde nej. Det var ALT for mange penge. Det endte med, at vi fik prisen ned i 50 real. Sikkert også ALT for mange penge, men lidt ”vandt” vi da på at være stædige. Smil!
Chaufføren forklarede, at han godt vidste hvor hotellet lå, men det viste sig, at det gjorde han altså ikke. Efter lang tids kørsel rundt i et område af Sao Paulo, hvor han havde stoppet og spurgt efter vej, så måtte han opgive. Vi havde (af erfaring) selv holdt øje med vejen og de forbi passerede hoteller på vejen, hvor vi bl.a. havde set et hotel ved navn Ibis. Selvsamme hotelkæde, som det hotel, hvor vi boede i Vitoria. Derfor bad vi ham om, at køre os ned til Ibis, hvilket han gjorde. Han fik hans penge og John holdt ham hen imens jeg løb ind for at høre, om der var ledige værelse. Det var der – dejligt!
Vi blev derfor indkvarteret på Hotel Ibis omkring klokken 12.45. Fik et dobbeltværelse med eget toilet på 11. sal for 89 real for 2 personer for et døgn, hvilket vi var vældigt tilfredse med. Bookes der forud koster det mere!
Da vi havde fået læsset al bagagen af på værelset og pakket værdigenstandene i safetyboksen, gik vi ned på en nærliggende servicestation, hvor vi fik os lidt frokost. Derpå gik vi retur til værelset.
Her var John ikke sen til at falde i søvn i sengen. Han tog sig en lur på et par timer, imens jeg fik opdateret vores hjemmeside. Nu er der igen nyt fra os. Det var så underligt at sidde og opdatere bloggen og derved vide, at næste gang I hører fra os, så sidder jeg hjemme i Horsens og ligger noget ud på vores blog for indtil videre sidste gang. Det har været så dejligt at opdatere jer derhjemme på denne måde. Dagbogs-jobbet har været skønt for mig at have. Jeg kan jo som sagt godt lide, at have lidt jeg ”skal” lave og når jeg fra nogen af jer derhjemme ved, hvor meget den har betydet for jer, så har det kun været en fornøjelse at skrive den. Nu glæder John sig så til at læse den og finde ud af, hvor meget ”vrøvl” jeg sikkert har skrevet om ham. Smil! Så må han jo selv til tastaturet en anden gang, så han kan skrive lidt vrøvl om mig. Smil! Hi hi!
Hjemmesiden tog et par timer at opdatere. Det var svært at vælge imellem alle de billeder, som vi har taget igennem den sidste uges tid. Da mit ”arbejde” var ovre puttede jeg mig ned til John, hvorefter jeg også tog mig et par timer på øjet.

Dejligt udhvilede stod vi op omkring klokken 18.30. Tjekkede mails og gjorde os lidt klar til, at gå ned i hotellets restaurant, hvor vi ville spise aftensmad.
Vi gik ned i restauranten omkring klokken 20.30. Satte os ned og bestilte en flaske brasiliansk rødvin og to lækre bøffer. Vi skålede sammen over en vellykket ferie, som har budt på så mange oplevelser, som vi ALDRIG glemmer. De sidste 4½ måned har vi ikke villet være foruden. Vi har lært hinanden SÅ godt at kende, som jeg ikke tror, har været muligt, hvis vi havde gået derhjemme. Vi har haft kvalitets tid sammen hver dag. Oplevet både New Zealand, Australien, Hawaii-øerne O´ahu og Maui, Californien og Grand Canyon, Las Vegas samt Brasilien lige fra Rio de Janeiro til Amazonas sammen og vi har NYDT det.
Over aftensmaden gik snakken så på, hvilke planer vi har for vores fremtidige liv nu når vi atter kommer hjem. Først og fremmest skal der tjenes penge, for vores rejse har rundt regnet kostet os omkring 170.000 kroner for os to med alt. Deri er også pengene iberegnet, som det har kostet os at lade vores faste udgifter fortsætte derhjemme. Vi er glade for, at have et dejligt hjem at komme hjem til. Vores bil venter også på os og det er også et privilegium at have.
Når pengene så er tjent, så ved vi allerede nu, hvad den kommende opsparing skal gå til. Det får I at vide om et par dage, da det længe har været hemmeligholdt for alle. Når vi har nået dette projekt i vores liv, så skal vi en tur til Østen.
Vi har nu besluttet os for, at denne rejse bliver vores næste eventyr. Det er drømmerier, men så vil vi gerne opleve Thailand, Vietnam, Laos og Cambodja over ca. 2 måneder. Ja, vi har jo lov til at drømme. Smil!
Aftensmaden på hotellet blev nydt i fulde drag. Nu kalder hverdagen igen, hvilken vi faktisk også er begyndt at glæde os lidt til. Måske er det ikke arbejdet, der kalder mest, men det bliver nu alligevel godt at komme hjem og bruge sin faglige viden til noget igen.
Efter aftensmaden sluttede vi aftenen af med vores hidtil bedste Capirinha drink. Da klokken var omkring 22.30 gik vi retur til hotelværelset og lagde os til at sove. Hele natten har John så drømt om vores lejlighed – måske han også glæder sig til at gå rundt i vores dejlige hjem igen. Smil!

Den 16. marts 2009 og de 3 efterfølgende dage.

Den sidste dag i Brasilien startede omkring klokken 8.30, da vi vågnede på hotellet i Sao Paulo. Vi fik pakket vores tasker sammen, fik taget os et bad, hvorefter vi gik nedenunder og spiste morgenmad i hotellets restaurant. Vi fyldte maverne godt op, da vi havde en lang rejse foran os. Efter morgenmaden gik vi retur på værelset, hvor vi smed os i sengen og var lidt ”rundtossede” over, at det nu var sidste dag på vores jordomrejse. Sommerfuglene var begyndt at blafre lidt i vores maver, da vi glædede os til gensynet med vores familier, venner og bekendte.
Da klokken blev 12 middag var det tid til at tjekke ud af værelset. Vi tog for sidste gang vores rygsække på nakken og gik ned i receptionen, hvor vi lige akkurat nåede at tjekke ud og komme med en tidlig airport shuttle ud i lufthavnen. Turen ud i lufthaven i Sao Paulo tog omkring tre kvarter pga. meget trafik og dårlige veje. Derudover var der et par stop undervejs, hvor chaufføren var inde på forskellige hoteller, for at se om vi skulle have andre med på vores tur i lufthavnen. Dette var dog ikke tilfældet.
Da vi ankom til lufthavnen i Sao Paulo var klokken derfor omkring 12.45 og vi havde 32 graders varme udendørs. Vi blev sat af i terminal 1 og imens vi fandt en bagagevogn blev tiden nydt i solens stråler. Den sidste varme skulle jo nydes, nu hvor Danmarks kolde forår sikkert snart stod foran os. Smil! Da vi var ankommet forholdsvis tidligt i lufthavnen, måtte vi vente i ca. en time, før vi kunne få tjekket vores bagage ind og derved få boardingpas. Alt dette gik planmæssigt. Rygsækkene blev tjekket ind helt til Kastrup lufthavn, så dem skulle vi heldigvis ikke bøvle med i Heathrow i London.
Efter en masse sikkerhedstjek, blev vi så endelig sluset ind i det toldfrie område, hvor vi endte med at købe lidt chokolade for de resterende brasilianske real samt hvor vi nød en toast og lidt drikkevarer.
Klokken 16.20 lod vi os så boarde ind i flyet til London. En stor boring 747 i to etage blev fyldt op og vi fik en vinduesplads.
Vi vinkede farvel til Brasilien og varmen omkring klokken 17.30 brasiliansk tid. Ca. 20 minutter forsinket. Vi røg i luften og var derpå på vej nordover mod familie og venner. Dejligt.
Turen i flyet var drøj. 11 timers flyvetur, hvor vi ikke fik lukket et øje. Airconditionen i flyet virkede ikke og mit flysæde var i stykker, hvilket gjorde at jeg ikke kunne læne det tilbage. Derfor var der ikke meget plads i flyet for mit vedkommende, da manden foran mig lagde hans sæde helt tilbage for at sove. Heldigvis var der lidt underholdning, så vi fik set et par film og hørt lidt musik. På turen hjem i flyet kom vi til at sidde ved siden af en ældre engelsk dame, som det endte med at vi fik en invitation af. Hun gav os hendes adresse og vi er nu inviteret hjem til hende i Norfolk i England engang når rejselysten kommer over os igen. Smil! Hun var gammel sygeplejerske, så hende fik jeg en lang sludder med.
Turen hjem i flyet blev også brugt på en masse refleksion over vores tilværelse. Vi har nu fået opfyldt min drøm – at rejse ud og opleve verden. Ingen af os har fortrudt og det er en rejse, som vi aldrig nogensinde vil glemme. Vi har lært at prioritere anderledes end vi tidligere har været vant til. Vi har lært at ”huske” hinanden. At sætte tempoet lidt ned og nyde livet her og nu. Vi har fundet ud af, hvor mange privilegier vi egentlig har ved at bo i Danmark. Tilmed har vi nydt at lære hinanden endnu bedre at kende. Dette har også ført noget andet med sig!

På vej hjem i flyet gav personalet i British Airways os nemlig en flaske champagne på deres regning. Dette skyldes, at vores steward opdagede Johns T-shirt, som viste et brudepar, hvorunder der stod ”Game over”. Han var ikke sen til at regne ud, at vi sikkert var på honeymoon, hvilket vi måtte skuffe ham med at vi ikke var. Derimod kunne vi så fortælle, at vi var på vej hjem til Danmark for at skulle giftes!
JOHN HAR FRIET TIL MIG D. 30. JANUAR 2009 PÅ HAWAII-ØEN MAUI OG JEG HAR SAGT JA!
Brylluppet regner vi med kan stå til næste år, eller engang når pengene og tiden er til det. Vi er meget glade og lykkelige og vi glæder os til mange nye fælles oplevelser i fremtiden.

Den 17. marts 2009 landede vi så i Heathrow lufthavn omkring klokken 7 om morgenen og vores kroppe nød at komme ud af flyet igen. Det havde været en hård nat med meget sparsom plads til benene, så lidt ”sprællemænd” var tiltrængt. Smil!
Endnu engang skulle vi igennem en masse sikkerhedstjek, hvilket resulterede i, at den flaske champagne som vi havde fået af personalet ikke måtte gå længere af sikkerhedsmæssige årsager. Vi var egentlig godt klar over, at det kunne blive et problem at få den med videre, da vi kun må medbringe væsker på op til 100 ml. ombord i kabinen. Dog fik vi forklaret vores situation til sikkerhedspersonalet og det gav heldigvis resultat. Vi fik lov til at tage flasken med os til Danmark, hvis vi lod den tjekke ind i en af vores håndbagage, som vi så skulle skille os midlertidigt af med og lade gå ud i rummet i flyet med al den store bagage. Dette valgte vi derfor at gøre, så pludselig havde vi kun en håndbagage at forholde os til.
Da alt dette var ordnet havde vi pludselig kun små 3 kvarter i lufthavnen inden at vi atter skulle ombord på flyet til Kastrup. Denne tid blev brugt på at shoppe et par parfumer til os begge to, hvorefter vi boardede ind på et nyt British Airways fly til Kastrup.
Nu flagrede sommerfuglene rigtigt i maverne på os. Ude godt, men hjemme bedst. Det var vi nu meget enige om. Min mor og Niels havde meldt deres ankomst i Kastrup, så nu var der lige pludselig kun et par timers rejsen tilbage. Skønt!

Flyet til Kastrup var også fyldt op og det blev ca. ½ time forsinket. Vi lettede omkring klokken lidt i 10 om formiddagen, hvorefter turen gik mod Danmark.
NØJ en fornøjelse, at flyve ind over det danske landskab i solskinsvejr. Da vi nåede vestkysten var vi lykkelige! Nu er vi hjemme!!! Jubii! Turen henover Danmark var smuk. Vi kunne se hele Fyn under os og det var en dejlig fornemmelse, at vi nu kunne kende det område vi kom til. De sidste 4 måneder har hele tiden budt på nye oplevelser og fremmede steder. Nu var det dejligt at se noget velkendt land under sig - og så ikke mindst at få en velkendt god dansk øl!

I voldsomt blæsevejr landede vi i Kastrup Lufthavn ca. ½ time forsinket. Vi blev langt om længe sluset ud af flyet og nåede bagageudleveringen. Nu var vi spændte på at se, om vi kunne være så heldige at vores bagage dukkede op. Heldigvis var dette tilfældet! Pludselig så vi Niels stå bag et vindue og hjertet sprang helt op i halsen. Det var SÅ ubeskriveligt dejligt at se sin familie igen. Hurtigt kom mor til og så måtte jeg altså fælde en lille tåre.
Ud af tolden kunne det så ikke gå hurtigt nok for os, hvilket resulterede i at vi pludselig blev bremset, fordi en dame fra tolden ønskede at tale med os om vores medbragte bagage. Hun spurgte interesseret til, hvad vi medbragte til landet og hvor vi havde været henne. Hjertet hamrede og jeg forklarede. Hun kiggede derefter 1 taske igennem og lod os gå. Heldigvis og meget dejligt!
Dér stod min mor så!!! Jeg sprang hende om halsen og det er længe siden at et knus er blevet nydt så meget. Niels var der også og fik det samme store knus af os begge. Da vi så vendte os om stod min fætter Mikkel og min kusine Bodil der også og bød os velkommen. Sikke en stor og dejlig overraskelse. Vi var helt overvældede, men det blev slet ikke mindre af, at jeg pludselig fik øje på min dejlige bedstemor. Hun havde også vovet sig helt til Kastrup for at byde os velkommen og det var bare så stort og dejligt, så tårerne trillede ned af kinderne på mig. Sikke en fantastisk modtagelse. Det havde vi slet ikke regnet med!!

Vi stod i lufthaven et stykke tid, hvorefter vi gik ud til den ventende bil. Fik vinket farvel til Bodil og Mikkel og kørte så mod Jylland. Turen til Jylland blev brugt på en masse snak og et stop på en resteplads, hvor vi nød rugbrødsmadder med leverpostej. Dertil frisk dansk mælk og til dessert lækre danske lakridser. Kan vi blive forkælet mere? Det tror vi næppe! Vi nød ”danskheden” i fulde drag og guffede i rugbrød og leverpostej samt lakridser.
Da vi nåede Horsens var klokken blevet omkring 16.45 og følelsen af at køre ind i baggården til lejligheden kan slet ikke beskrives. Det var SKØNT. Efter en lang rejse kunne vi endelig vende hjem til vores skønne lejlighed. Vi vidste, at Johns forældre ventede på os dér, men endnu engang blev vi dybt overraskede!
Hele opgangen var fyldt med flag og da vi trådte inden for døren til Nørregade 56 blev vi mødt af mine svigerforældre, Johns bedsteforældre, min morfar, Johns søster Tanja og hendes datter Mia. I lejligheden var der pyntet med flag og der stod gaver på sofabordet til os. Vores orkideer i vinduet var i blomst og det hele var så fint! Der blev delt en masse dejlige knus ud og vores ben rystede helt. Det var SÅ dejligt at se vores familier igen og at være HJEMME! Endnu engang måtte jeg fælde en lille tåre og knibe mig selv i armen, for det her havde vi virkelig ikke ventet. At blive budt velkommen af så mange mennesker, som vi holder rigtig meget af, det kan der slet ikke takkes nok for. Det var en skøn overraskelse og det er noget, som vi sætter utrolig meget pris på! Tusinde tak for det. Resten af aftenen gik med snak og hygge. Vi fik fortalt vores lille ”hemmelighed” og glæder os nu til at fejre begivenheden næste år.
Vi fik god mad, som min mor havde lavet til os. Vi fik den fineste chokoladekage, som vi nogensinde har set. En chokoladekage, som havde glasurovertræk formet som et verdenskort. Den havde Johns kreative søster, Tanja, stået for og den var næsten synd at skære hul på, men godt smagte den, da vi først fik hul på den! Smil!
Vi nød familiens selskab til omkring klokken 21, hvor vi blev efterladt alene tilbage i lejligheden efter en rigtig god aften. Vi satte os i vores sofa. Satte lidt musik på anlægget og nød at kigge rundt i lejligheden.
Vi gik i seng omkring klokken 23. I vores egen seng, med vores egne dyner. Vi puttede os ind til hinanden og lod derefter vores øjne glide i. Dén nat, sov vi godt! Smil!

Den 18. marts 2009.
At vågne op i vores egen lejlighed, i vores egen seng, under vores egne dyner og i vores eget soveværelse var mærkeligt. At trisse ud på badeværelset og tage et bad under vand der ikke lugter af klor var et stort privilegium. Derefter at gå ud i køkkenet og tænde for vandhanen og derpå kunne drikke vandet direkte fra hanen var fantastisk! Men at kunne åbne køleskabet og finde min bedstemor og morfars medbragte morgenmad frem, det var nok det største. Hjemmebagte birkes, hjemmelavet syltetøj, dansk ost, økologiske æg og smør blev nydt i fulde drag til morgenmaden.
Efter morgenmaden fik vi ryddet lidt op og pakket taskerne ud. Derpå fik vi startet vaskemaskinen. Imens tog vi ud på mit arbejde på Horsens sygehus og sikke en dejlig velkomst vi fik af mine kolleger. Jeg fik min arbejdsplan og efter en halvtimes tid, tog vi hjem igen. Vi fik derpå handlet lidt ind. Da klokken var omkring 14 tog vi op og sagde hej til Johns onkel, Jan og hans fætter Benjamin. Vi forærede Jan en lille beskeden gave, som tak for hans store hjælp, som vicevært i vores ejendom imens vi har været væk. Derpå tog vi videre op til Johns bedsteforældre, hvor vi nød hjemmelavet leverpostej og deres selskab i de næste par timer. Omkring klokken 17.30 var vi kort forbi Johns forældre og hvor var det dejligt at se deres hjem igen. Ikke mindst at nyde en varm kakkelovn, som der var gang i inde i stuen. Da klokken var 19.30 gik vi så fra vores lejlighed og hen til vores gode venner, Rikke og Ulrik. John og Ulrik tog derpå op til fodboldtræning (en ting, som John havde glædet sig rigtig meget til) og imens hyggede jeg mig med Rikke. Jeg nød lidt veninde-snak igen og inden vi så os om kom ”mændene” tilbage fra træning. Derpå fortsatte snakken indtil klokken 00.30, hvorefter vi fik taget os sammen til at gå hjem. Smil!
En hyggelig dag med mange dejlige besøg havde gjort os trætte og vi faldt hurtigt i søvn, da vi hoppede til køjs i vores egen seng.

Den 19. marts 2009 er det nu sidste feriedag. I morgen starter ”virkeligheden” for mit vedkommende, da arbejdet atter kalder. John starter på lørdag og så melder hverdagen sig rigtigt igen for os begge to.
Nu slutter mit skriveri for denne gang. Vi vil sige tak til alle jer, der har fulgt os på vores rejse og fortælle jer, at vi glæder os sindssygt meget til, at se jer alle sammen igen. Vi har været på vores mest fantastiske rejse nogensinde og vi har nydt hvert et sekund. Vi har fundet ud af, hvor meget pris vi skal sætte på vores tilværelse herhjemme og vi har set frem til, at nyde hyggeligt samvær med vores skønne familier og venner igen. Jer har vi savnet på vores rejse. Nu er vi tilbage – tusinde tak til jer alle sammen for medvirken til, at denne dagbog er blevet skrevet. Uden jeres lyst til at følge med havde det sikkert ikke været så motiverende, men jeg glæder mig nu til, at John og jeg kan sætte os ned sammen og kigge tilbage på alle vores oplevelser, som nu er nedfældet på papir.
Vi ses i Danmark!
Stort knus og mange kærlige tanker fra Sofie og John

Tak til alle jer der fulgte os på vores rejse - det har været en fornøjelse - vi ses i Danmark!

Lige ankommet til Sao Paulo. Næste og sidste blog udgives hjemme i Danmark om et par dage!

Den 8. marts 2009. En skøn dag med hippie-marked og solskin på Copacabana.

Om 8 dage sidder vi igen i Horsens! Hvor har det været dejligt, at vi i de sidste 4½ måneder selv har kunnet bestemme, HVORNÅR vi ville op om morgenen og HVAD vi ville bruge dagen på. Tilmed har det været skønt, at vi har kunnet tage alting i vores eget tempo og at kroppen virkelig har fået slappet af. Det er som om, at særligt jeg, er blevet et helt nyt menneske. Min krop har vist aldrig været så afslappet som nu og det håber jeg, at den vil fortsætte med at være derhjemme i lang tid. Vi har nydt dagenes timer sammen og vi har nydt, at se så mange spændende ting af verden. Det har været en STOR oplevelse, at være på jordomrejse sammen og det er en oplevelse, som vi er uendeligt glade for, at have delt med hinanden.
Ja, det var lige lidt tanker, som vi sammen fik ”vendt” under morgenmaden sammen til morgen. Smil!
I dag valgte vi, at stå lidt sent op og derfor var vi først færdige med morgenmads-hyggen omkring klokken 10. Efter morgenmaden ”kaldte” Johns bog voldsomt på ham; ”For den er simpelthen SÅ spændende”, som han undskylder med, hver gang han forsvinder ind på værelset. Jeg er utroligt positivt overrasket over, at der igennem de sidste 4 måneder ikke har været bidt en fingernegl én eneste gang på trods af læsning af spændende bøger!!!! Mon det er viljen, der styrer værket?! Smil!
Da John var begravet i sin bog, valgte jeg at gå op på 1. sal på hostlet og sætte mig ved en af husets 3 computere. Her fik jeg lagt lidt nyt ud på bloggen og vi fik tilmed læst lidt mails. Tak for dem! De er nu stadigvæk dejlige at få, selvom vi snart vender hjem til jer alle sammen igen.
Ved 12-tiden havde jeg fået opdateret bloggen og John kunne løsrive sig fra sin bog. Vi tog lidt penge med i pengetasken og kameraet i hånden, hvorpå vi gik på søndagsmarked her i Ipanema. Dette marked er det mest berømte marked her i Rio de Janeiro og det går under navnet Hippie-markedet. Vi var så heldige, at det kun var placeret ca. 2 blokke fra vores bopæl, så det var lettilgængeligt for os.
På hippie-markedet vrimlede det med mennesker, boder og ting og sager i alle mulige former og afskygninger. Det var en varm fornøjelse, at gå rundt blandt alle disse mennesker, da temperaturen i dag har været på 34 grader på trods af lidt skyer på himlen. Sikke mange sjove ting og sager, som vi kunne finde her. Folk bag boderne var mere end villige til, at prutte om prisen og en ting, der normalt ville koste 220 real kunne pludselig koste 50 real. Hi hi. Det er lige noget for mig, at prutte om priser og John krummede vist tæer indimellem, men der kan ligeså godt spares, hvor der spares kan. Smil! 5 real har jo også lidt at sige i den sidste ende! Smil!
Her på markedet var der alt, hvad man kan tænke sig til. Vi endte (desværre) ved en skindbod, hvor et ældre ægtepar solgte stole, gulvtæpper, skamler, puffer osv. i koskind. Vi blev forelsket i en lille sortbroget kopuffe og skammel, så nu er vi gået end og blevet ejere af dette. Den ene af os er ikke bedre end den anden, når det gælder ting til hjemmet i Horsens. Smil!
Vi brugte et par timer på markedet, hvorefter vi gik et smut hjem forbi hostlet og lagde de nyindkøbte ting ind på vores værelse. Derpå gik vi atter ud i byen. Denne gang mod stranden og bydelen, Copacabana.
Det tog ikke meget mere end en halvtime, før vi stod på strandpromenaden på Copacabana.

Her var der også et menneskemylder uden lige og den ene vejbane ned mod stranden var lukket af for biler hele dagen, fordi det var søndag. Derfor var der folk på cykler, skateboards, rulleskøjter m.m. der viste deres talenter langs stranden. Vi besluttede os for, at sætte os ind på en lille strandcafé helt ned til vandet og nyde lidt frokost. Vi delte en hamburger og lidt pommes frites og nød udsigten udover stranden med kig til Sukkertoppen. Det var et rigtig hyggeligt sted, som vi havde fået placeret os lige bortset fra alle de tiggere, der kom og stak deres arme ind over bordet hele tiden. Så ville de have resterne af vores mad, så ville de have lidt penge osv. Der kom også et band på 4 individer, der stillede sig op midt inde på cafeén. De spillede en lille melodi og da denne var overstået gik en af mændene rundt og tiggede penge af os. Vi valgte at sige nej ligesom yderligere et bord gjorde. De blev SÅ fornærmede, men vi føler, at vi kan blive ved og ved og ved. Der sad 2 piger ved et bord på cafeén, som ligesom os sagde nej til at give dem penge, hvorpå bandet stillede sig rundt om bordet og gav sig til at spille og synge dem lige ned i ansigterne. Det var rigtig provokerende, men heldigvis gav disse to piger sig ikke og bandet måtte gå derfra uden penge. Smil!
Copacabana strand er faktisk ligeså pæn og ren, som Ipanema. Langs stranden løber strandpromenaden, som er verdensberømt for dens mønster i fliserne, der skal forestille ”bølger”.

I dag forstod vi, hvorfor det lige netop er bølger, de har lavet i strandpromenadens fliser. Vi har godt nok set store bølger på Hawaii, men i dag har vi set endnu større bølger her på Copacabana. De var så store, så de væltede folk omkuld, selvom de stod langt oppe på stranden. Jeg ved ikke hvor høje de har været, men måske 5 meter, når de blev brudt med et ordentligt drøn ind mod bredden. Alligevel valgte folk at svømme under dem og ud i havet. Vi synes begge to, at det var lidt dumdristigt, hvilket det også viste sig at være for nogle. Understrømmen er simpelthen så stærk, så man bliver trukket med ud, hvis ikke man kan ride på en bølge ind og får fast grund under fødderne rimeligt hurtigt. 3 unge mænd havde vovet skindet og bevæget sig helt ud til de store bølger og pludselig viftede de med arme og ben. De blev kastet rundt i bølgerne og forsøgte at komme ind på land, men forgæves. Heldigvis var der livreddere til stede her på stranden og sjældent har vi set nogle være hurtigere, da de opdagede, at de 3 unge mænd var lidt på den. De løb ud i vandet med deres boards, men inden de nåede hen til de unge mænd, havde de klaret skærene selv. De 3 unge fyrer så noget forskræmte ud og havde vist tydeligvis fået en lærestreg. Efter frokosten fik vi handlet en lille gave til vores niece, Mia, af en af gadesælgerne på stranden. Vi gik en tur hen langs Copacabanas strandpromenade og retur af stranden den anden vej. Her havde John endnu engang travlt med at nyde strandlivet - hvorfor, kan I på følgende billeder selv bedømme. Smil!

For enden af stranden, der vender om imod Ipanema, ligger der et gammelt fort, Forte de Copacabana. Dette valgte vi, at gå ind og besøge for 4 real pr. mand. Fortet huser et militærhistorisk museum. I sig selv ikke noget interessant, men udsigten over Copacabana strand og Sukkertoppen var helt exceptionel herfra. Vi kunne komme op at gå på fortets tag, hvorfra vi kunne se ind over stranden og Sukkertoppen. Herfra kunne vi rigtigt se de favelaer, som ligger op langs bjergenes skråninger i Copacabana.

Herinde var der også en lille butik, hvor vi var så heldige, at finde det brasilianske flag, som vi skal have syet på vores taske. Vi har kigget efter det længe, men forgæves, så endelig lykkedes det os at finde det sidste flag til samlingen for denne gang. Smil!
Vi brugte et par timer inde på fortet og gik derpå tilbage mod Ipanema. Vi nåede Ipanema strand lige før solnedgang og satte os på strandpromenaden og nød udsigten ud over vandet imens solen forsvandt bagved bjergene bag os. Stranden var stadigvæk fyldt med badende mennesker, men temperaturen var også på omkring 30 grader, selvom klokken den var 19. Skønt!

Efter solnedgang slentrede vi hen langs stranden og hjem til hostlet. Her satte vi os på den overdækkede terrasse og nød en capirinha sammen. Derpå gik vi i bad og fik vasket al sveden af vores kroppe. Det er utroligt, hvilket velvære et bad kan give, når varmen er så intens, som tilfældet er hernede.
Da vi var blevet frisket lidt op af et koldt bad, gik vi ud i byen og fandt en restaurant, hvorpå vi delte lidt mad og en øl. Klokken var på daværende tidspunkt omkring 21 og restauranterne var godt fyldt op alle steder. Efter aftensmaden gik vi en lille tur rundt i området og nød aftenens stilhed (så stille, som det nu kan blive her i Rio). Gadebørn og voksne havde fundet deres ly for natten mange steder på trappesten, i sandet på stranden, rundt om lygtepæle, udenfor kirker osv. En familie med 3 små børn havde placeret sig lige uden for en kirke og børnene var blevet puttet på hver deres stykke pap midt på gaden. Sikke et liv, de bliver født ind i. Vi har talt meget om, at det må være næsten umuligt at rive sig fri fra fattigdommen hernede, når man fødes ind i den. Forældrene har i hvert fald ikke midler til at gøre noget for at hjælpe deres oftest mange børn.
Da vi kom hjem til hostlet var klokken blevet 23 og vi gik i seng for at læse lidt i vores bøger. I morgen er det sidste dag i Rio og den vil vi bruge på stranden, det meste af dagen.

Den 9. marts 2009. Sidste dag i Rio de Janeiro er blevet brugt i bydelen Ipanema.

Vores morgen startede, da vi ikke kunne sove længere omkring klokken 8. Måske kunne John godt have sovet lidt længere, men det er ikke let for ham når han har en frisk kæreste, der vil have morgenmad. Smil!
Vi startede morgenen med udendørs morgenmad. Derpå fik jeg skrevet en enkelt mail til mine bedsteforældre i Voldby og vi fik styr på dagbogen fra i går. Da klokken var omkring 10.30 gik vi af sted mod et nærliggende posthus, hvor vi havde hørt, at der kunne købes frimærker. Egentlig havde vi skrevet nogle postkort i fredags, men pga. frimærkemangel, lykkedes det os først at få dem af sted i dag. På posthuset fik vi så endelig frankeret kortene og vi er nu spændte på, om det er dem eller os, der når hjem til Danmark først. Smil!
Turen på posthuset blev derpå ”fejret” med en tur på Ipanema strand. Vi bestilte to liggestole (3 real pr stol for en hel dag) samt noget vand. De næste 3 timer nød vi så solens stråler ved strandkanten. Selvfølgelig uden parasol, for vi ville nyde solen den sidste tid, vi har tilbage her i Rio. Igen i dag væltede bølgerne ind langs bredden af stranden og jeg holdte mig på behørig afstand af dem. John derimod væltede sig rundt i dem og er blevet totalt renset ud i hals, ører og næse af vandet. Selv hertil aften drypper hans næse fortsat indimellem, hvor saltvandet løber ud i flere dråber. Smil!
John nød, at vælte sig rundt i bølgernes blå på trods af, at han forklarede oplevelsen af det, som om at han blev ”tørretumblet” levende. Han synes aldrig før, at han havde mærket så meget understrøm i et hav og han mente bestemt ikke, at det var et sted, hvor jeg skulle bevæge mig ud. Jeg havde det heldigvis også fint i min solstol, hvor jeg konstant sad og havde et øje på ham i vandet. Dog resulterede hans drengestreger i en lille hudafskrabning af den ene arm og nu hertil aften, har han lige ytret; ”Det er sjovt nok, at min hjerne ikke bliver for gammel til den slags leg, når min krop er blevet det!” Han ligger nu i sengen ved siden af mig helt radbrækket og mener selv, at han har fået en nerve i klemme i ryggen pga. bølgernes slag imod ham i dag. Sjovt nok, så tror jeg ikke, at han har lært af det til næste gang, den lille ”drengerøv”! Smil!
Omkring klokken 14 pakkede vi sammen på stranden, da vi vist havde fået sol nok for i dag. Derpå gik vi hjem forbi hostlet og tog os et koldt bad og kom i noget andet tøj. Lettere forfriskede kunne vi konstatere, at solen særligt på John havde haft sit tag. Han er nu knald rød i hovedet og på lårene, så nu har han vist fået kulør for de næste mange dage. Smil!
Efter badet gik vi en tur ud i byen for at handle et par fodboldshorts til John og hente et par ting vi havde bestilt. Tilmed et par tasker, som vi bare måtte eje. Sikke noget! Smil! Efter byturen besluttede vi os for at finde en restaurant i nærheden af hostlet, da klokken pludselig var blevet 19. Vi endte på en af de restauranter, som vi har spist på tidligere på ugen og fik noget lækkert mad. Den sidste aften i Rio skulle jo lige fejres. På vej hjem mod hostlet talte vi om, at det ikke var til at begribe, at vi nu har boet her i 7 dage. Tiden flyver af sted og den er åbenbart ikke til at bremse. Smil! Inden vi ser os om, er endnu en dag gået.
Tilbage på værelset har jeg nu fået skrevet dagbog for i dag og John har været ved at se nærmere på vores budget, vores rejsepapirer og vores kommende bopæl i Iguazu. Nu vil vi til at hygge os med et spil Yatzy og så vil vi ellers tidligt i seng i dag, da en 23 timer lang bustur venter forude i morgen middag.
Rio de Janeiro har været en fantastisk by at besøge. Mon vi også får muligheden for, at se denne del af verden en anden god gang?! Rejselystne er vi begge to i hvert fald blevet! Smil!

Den 10. marts 2009. Vi har fået sagt farvel og på forhåbentligt gensyn til Rio de Janeiro.

Da vi til morgen havde spist morgenmad, gik vi tilbage på vores værelse for at pakke sammen. I dag skulle turen nemlig gå mod Foz de Iguazu og dermed skulle vi forlade Rio og hostlet, Mango Tree. Den sidste uges tid er blevet brugt på en del indkøb af forskellig slags, så det blev et større puslespil at få pakket vores tasker sammen. Heldigvis kunne Johns taske udvides med nogle liter, hvilket hjalp med til, at tingene lige akkurat kunne være der. Nu er der så heller ikke plads til flere souvenirs for denne gang.

Nedenfor ses stedet, hvor vi har boet i Rio de Janeiro på Mange Tree Hostel.

I dag fik vi tilmed pakket taskerne ned, så vi nu har de ting, som skal bruges den sidste uge af rejsen, placeret øverst i taskerne. Dermed behøver vi ikke, at puzzle mere med dem for denne gang. Dejligt! Da taskerne var fyldte og klar til afrejse kom de ud i fællesarealet på hostlet og vi fik gennemgået værelset en sidste gang, for at se, om vi evt. skulle have glemt noget. Det så ikke umiddelbart sådan ud. Derpå gik vi over i receptionen og fik betalt for vores ophold samt tjekket ud, så næste ”hold” kunne komme til. Her faldt vi i snak med et irsk kærestepar, som også var med til fodbold forleden dag. Sjovt nok viste det sig, at de skulle med selvsamme bus som os videre til Iguazu senere på dagen. De var lige påbegyndt deres rejse, som skulle vare 9 måneder, så denne gang kunne vi være behjælpelige med lidt tips til turen. Smil!
Klokken 11.30 blev vi så hentet af en taxi, som vi havde bestilt igennem hostlet. Denne kørte os ind til busstationen i Rio for 20 real (ja, vi betalte 50 real den anden vej!!!), hvor vi ankom omkring klokken 12. Der gik et stykke tid med at finde ned til den platform, hvorfra bussen mod Iguazu Falls ville køre klokken 13.30, men det lykkedes da til sidst.

Inden længe kom det irske kærestepar til, så dem fik vi hyggesnakket lidt med indtil bussen ankom. Klokken 13.45, et kvarter forsinket, kørte vi så fra Rio i bus. 23 timers bustur ventede forude og denne gang i en gammel bus, hvor komforten er set langt bedre i tidligere busser.
Busturen blev brugt til lidt læsning for mit vedkommende, lidt hyggesnak og ellers lidt blunden.

Det er noget af en slingre-tur vi udsætter os selv for, når vi sætter os ind i busserne hernede, for de køre bare som det passer dem uanset hvordan vejforholdene er. Efter ca. 5 timer nåede vi Sao Paulo, hvor vi kun gjorde et kort stop ved et postvæsen, for at få læsset bussen op med pakker og breve. Det bliver en turistbus åbenbart også brugt til hernede. Smil!
Vi havde smurt madpakker hjemmefra for at undgå alt det fast food, som er det eneste vi kan købe langs vejene, så da vi stoppede ind ved aftensmadstid, tog vi os en hjemmesmurt bolle.
Ved 00.30-tiden gjorde vi så det sidste holdt for natten, hvor vi fik et kvarters tid til at få børstet tænder mv. inden turen gik videre. Det var tydeligt at mærke, at Iguazu er et turistet område, for det er næsten udelukkende turister, der kører med i denne bus. Mange er på vej videre til Argentina denne vej, men stopper lige op ved Iguazu Falls på turen.
Ved 01-tiden forsøgte vi os så med, at få et par timer på øjet efter at jeg havde fået skrevet dagbog for i dag.

Nedenfor ses lidt af det landskab, som vi er kørt forbi på vores vej i dag:

Den 11. marts. Så er vi ankommet til Foz de Iguazu.

Det blev ikke til meget søvn i nat. Da vi nåede Foz de Iguazu by var klokken blevet 12.30 og det var 23 timer siden, at vi sidst havde haft rygsækkene placeret på ryggen. Heldigvis var de der, hvilket vi ikke havde taget for givet, eftersom busselskabet, Pluma, hele natten havde lukket lokale gadehandlere ind i bussen, som vi kunne handle af. Vi synes, at bussen gentagne gange havde stoppet op hele natten og at det havde været en afbrudt tur til Iguazu. Det tidligere busselskab, som vi kørte med fra Salvador til Rio, har en noget højere standard.

Da vi ankom til Iguazu by klokken 12.30 skinnede solen fra en skyfri himmel og vi havde fundet de relevante papirer frem, som vi skulle bruge til check in ved Pousada Sonho Meu, som ligger i byen. Efter at have hævet lidt penge i en ATM-maskine ved den internationale busstation fandt vi en taxi, som kørte os til Pousada Sonho Meu for blot 12 real.
Selvom vi var lidt sent på den i forhold til, hvornår vi havde meldt vores ankomst her på pousadaen, så var værelset heldigvis stadigvæk booket til os. Vi fik tildelt værelse nr. 19 på anden sal og blev indkvarteret i et meget lille, men også meget hyggeligt værelse, som vender lige ned til pousadaens baghave. Ejeren af pousadaen viste os derpå rundt i huset, som bl.a. rummer en rimelig stor swimmingpool ude i baghaven (stort plus!!), et køkken, hvor vi selv kan tilberede mad og et hyggeligt spisested, hvor morgenmaden bliver serveret. Skønt!
Lige efter ankomst, besluttede vi os for, at vi ville gå en tur op i et nærliggende supermarked, for at spise lidt frokost. Da vi kom ned forbi receptionen stod der et ungt dansk par, som var ved at forhøre sig om ledige værelser. Pigen kunne flydende portugisisk, så hun fik talt gevaldigt med ejeren af stedet. Det endte med, at hun henvendte sig til os og spurgte, hvad vi havde aftalt at skulle give for vores overnatning på stedet (160 real pr. nat for 2 personer), hvorefter hun fik presset deres pris for selvsamme værelse ned i 80 real pr. nat for de 2. Ja, så føler vi os jo lidt ”snydt”, men sådan er det, når vi har valgt, at booke vores værelse i god tid i forvejen.
Vi fik lige talt kort med de to danskere, Mille (Mikala) og Anders, hvor vi aftalte at mødes ved poolen lidt senere på dagen. Derpå gik vi op i det nærliggende supermarked, hvor vi fik os noget frokost. Det var dejligt med et ordentligt måltid mad igen og det smarte af det hele var, at vi her kun skulle betale for det vi tog på tallerkenen, da det blev vejet før vi spiste. I supermarkedets restaurant fik vi rigtig god mad og vi nød samtidig at sidde og slappe lidt af ovenpå dagens og nattens strabadser. Da vi havde fået fyldt vores maver gik vi ind for at handle lidt drikkevarer, lidt frugt osv. til de næste par dage, da vi er så heldige, at vi hjemme på vores værelse har et køleskab. Efter indkøb gik vi retur til pousadaen, hvor vi nød at slappe lidt af på værelset. Efter en times tid, valgte vi at gå ned til poolen og vi blev heldigvis mødt af en skinnende sol og omkring 30 grader. John var ikke sen til at springe i vandet, hvorimod jeg fandt mig en stol i solen og nød strålerne. Dog var det for varmt, så lidt efter fulgte jeg John. Da vi havde nydt poolen i en times tid, stødte Mille og Anders til, som vi hyggede os med resten af eftermiddagen.

Ved 17-tiden gik vi op og i bad, hvorefter det bankede på vores dør. Udenfor stod Mille, som spurgte os, om vi ville med til en latinamerikansk aften i morgen aften. Denne inkluderede både mad og underholdning og ville koste os 79 real pr. mand. Vi takkede ja og glæder os nu rigtig meget til en hyggelig aften i dansk selskab med et par på vores egen alder. Vi er sikre på, at det nok skal blive en hyggelig aften. Smil!
Ved 19-tiden gik vi så ud i byen for at få os lidt hurtigt aftensmad. Vi var trætte, så derfor orkede vi ikke så meget. Vi fandt en hyggelig lille fortovscafé, hvor vi fik os lidt mad og et par capirinhas. Ved 20.30-tiden slentrede vi så hjem til pousadaen igen, hvorefter der ikke gik lang tid før, at jeg lagde mig til at sove. Da klokken var 00.30 vågnede jeg op pga. megen varme i rummet, hvor jeg fandt John liggende med ”zapperen” i hånden, åben mund og fodboldkanalen kørende på tv´et. Selv fodbold har ikke engang kunnet holde ham vågen, så trætheden havde også vist sig hos ham. Smil! Airconditionen blev tændt og vi faldt hurtigt i søvn igen.
Nu glæder vi os til Iguazu Falls i morgen.
Kære Astrid. Hjertelig tillykke med dagen i dag (eller er det først imorgen? Hmm). Vi har sendt dig mange kærlige fødselsdagshilsner herfra Brasilien. Håber at du har haft en dejlig dag.

Den 12. marts 2009. I dag har vi set verdens største vandfald, Iguazu Falls.

Vi havde egentlig besluttet os for at se Iguazu Falls fra den brasilianske side i dag, men da vi kunne komme på en guidet tur til den argentinske side i dag og ikke i morgen, så valgte vi under morgenmaden til morgen, at vi ville se den argentinske side af vandfaldet sammen med Mille og Anders i dag.
Vi mødtes efter aftale med Mille og Anders klokken lidt i 8 til morgenmad på pousadaen. Nogle rigtig hyggelige og søde mennesker, som vi bestemte os for at spendere resten af dagen sammen med.
Mille ordnede lige alle formaliteterne om turen til vandfaldene på portugisisk sammen med ejeren af pousadaen. Sproget har hun har lært at tale efter at have været udvekslingsstudent i Brasilien i et helt år i år 2000. Tilmed er det nu 4. gang, at hun besøger dette land. Sikke en lettelse, at sidde sammen med en anden dansker, der forstår at tale med indbyggerne her i byen. De er nemlig elendige til engelsk. Mille fandt ud af, at vi kunne komme på en guidet tur på den argentinske side af vandfaldene for 50 real pr. mand. Dette inkluderede turen derud og hjem i minibus samt en guidet tur af en ældre mand rundt i parken hele dagen. Derudover skulle vi så selv betale for indgangsbilletten til parken.
Iguazu Falls er nogle enorme vandfald og en overvældende naturoplevelse, som jeg er sikker på, vil sidde i vores erindring for altid. Både synet og lyden af dem. Vandfaldende ligger i Sydbrasilien i trekanten mellem Brasilien, Argentina og Paraguay. Iguazu Falls kan dog kun besøges fra Brasilien og Argentina. Det siges, at når man har set Iguazu Falls, så blegner Niagara Falls totalt. Dette ved vi ikke, da vi ikke har set Niagara Falls, men vi ved til gengæld, at denne naturoplevelse i dag har været helt fantastisk.
Faktum er, at Foz de Iguazu er fem gange bredere end sit amerikanske modstykke (Niagara) og 16 meter højere. Vandmasserne brøler ud over kanten af Iguazu, og styrter 72 meter ned. Foz de Iguazu består af 275 individuelle fald over en strækning på 2,7 km. Vandfaldene ligger i fredede naturparker både på den brasilianske og den argentinske side og der er mulighed for vandreture i junglen.
Vi stod klar i receptionen til afhentning til morgen klokken ca. 9.15. En ældre mand, engelsktalende, samlede os op i minibus ude foran pousadaen og vi kørte af sted mod vandfaldene. Første stop var ved et andet hotel, hvor vi fik selskab af en ældre italiensk mand og en ung schweizisk pige på 21 år, som også skulle med på tur. Vores lille gruppe kom dermed til at bestå af 6 personer, hvilket var et dejligt lille antal. Næste stop blev brugt ved nogle hæveautomater og ved en bank, hvor vi kunne veksle vores real om til pessos (argentinsk møntfod), som vi skulle bruge til indgangsbillet til naturparken i Argentina. Da vi havde fået vekslet penge til entré fortsatte vi mod parken i Argentina.
Til morgen var der en anelse overskyet, men heldigvis begyndte solen at bryde igennem ved 10-tiden. Derfor gjorde vejret sit til, at dagen i dag skulle blive vellykket. Vi havde pakket en taske med håndklæde, badesandaler, paraply, pas osv. og havde taget vores travesko på. Dette kom vi ikke til at fortryde.
Guiden forklarede os lidt om Iguazu by og da vi nærmede os den brasiliansk-argentinske grænse bad han os om at få vores pas. Derpå fik han os over grænsen og vi befandt os nu i Argentina. Langs vejene stod der indianere med deres små nøgne børn på ryggen og det var et frodigt landskab, som kom os i møde. Nu har vi så også prøvet at være i Argentina, hvor deres blå og hvide flag vejrede fornemt i luften. Smil!
Grænsen var godt og grundet omringet af militær og politi. Dette fordi der åbenbart er en masse narkotikahandel over grænsen. Faktisk så bor der meget politi på vores pousada og ejeren har forklaret til Mille, at de bor hos hende 14 dage ad gangen for at arbejde ved grænsen mellem Argentina og Brasilien. De kan maksimum arbejde der 14 dage, for ellers bliver det for farligt for deres familier, da bander kan finde på at opsøge familierne når de ved, at deres mand er i politiet eller i militæret hernede. Ja, det er lidt et korrupt land vi befinder os i på nogle områder.
I Argentina kørte vi ca. 15 km før vi kom til indgangen til naturparken med Iguazu Falls i. Her blev vi sat af og den ældre mand fulgte med os ind i parken. Han gav os en kort vejledning i parkens indretning, hvorefter vi gik hen imod et tog, som skulle køre os ca. 7 km igennem en skov og ud til vandfaldet. På vej hen til toget gik vi forbi mange små vejboder, hvor indianerne solgte ud af deres kunsthåndværker. Da vi kom hen til toget blev vi mødt af rigtig mange possums (næsebjørne). Små pelsdyr, der ligner lidt en vaskebjørn. Disse er normalt meget sky, men fordi folk er begyndt at fodre dem i parken kom de helt tæt på os og de ser super søde ud.

Vi steg på toget og kørte derpå mod vandfaldet. Da vi kom til endestationen ”Garganta do Diabo” steg vi af og havde så en gåtur på omkring 10 minutter ud til vandfaldet. Stien derud foregik på en gangbro ud over floden, som løb i et pænt tempo ned igennem skoven. På vej ud mod vandfaldet så vi uendeligt mange flotte fugle og sommerfugle. Det er første gang på vores tur, at vi har været omgivet af så mange store og smukke sommerfugle på ét sted og tilmed fuglene, der har alle mulige farver. Vi så også et par skildpadder sidde i solen ude på en sten i floden og nyde varmen.
Desto længere ud vi kom mod vandfaldet, desto mere begyndte det at ”brøle”. Da vi nærmede os, stod folk samlet et bestemt sted og var dybt fascineret af noget i vandet. Det viste sig at være en alligator på omkring 2 meter, der lå og kiggede op på os lige nedenfor broen. Smil! Den har nok været skuffet over, at broen klarede, at bære alle os mennesker endnu en dag. Smil!
Pludselig stod der en tågedis op fra floden og vi kunne se vandet falde direkte ned i et stort dybt hul. Floden stoppede brat og uendeligt meget vand væltede ud over kanten. Det var så utrolig en oplevelse, så vi mistede mælet helt. Det er som om, at man pludselig føler sig meget lille i forhold til naturens kræfter. Vandets ”brølen” opslugte helt folks snak med hinanden. Da vi kom helt hen for enden af broen kunne vi kigge direkte ned i faldets dyb. Egentlig kunne vi slet ikke se enden på dybet, da der vælter så meget vand ud over kanten, så en masse støvregn vælter op i luften. Aldrig har vi set et vandfald smukkere, større, mere larmende og utroligt. Det var HELT fantastisk og en oplevelse, der virkelig har sat sig i vores erindring og i vores kroppe.
På dette sted nød vi udsigten længe. Vi kunne udover ”djævelens gab”, som dette sted kaldes, se over til den brasilianske side af naturparken og yderligere kunne vi se mange mere og mindre vandfald vælte udover kanten flere steder. Man bliver målløs og fatter slet ikke, hvor smukt dette naturlige vidunder er. Det har været hele vores rejse herind værd og alle pengene er givet godt ud!

Da vi havde sundet os lidt, vendte vi om og gik retur af selv samme bro, som vi havde gået ud af. For enden af denne ventede den ældre guide på os og fik os så atter ombord på toget. Dette tog vi så til mellemstationen, hvorfra der var mulighed for flere forskellige spadsereture, for at se flere af faldene fra den argentinske side. Sendero Superior – Upper Walk, valgte vi, da vores guide foreslog denne tur. Denne tur tog ca. 40 minutter og den gav os flere utroligt smukke udsigtspunkter over faldene fra forskellige vinkler. Her fik vi et større helhedsbillede af Iguazu Falls, hvorimod vi ved ”Djævlens gab” var tættere på ét enkelt fald. Flere gange gjorde vi stop for at tage billeder og nyde udsigten, der faktisk er så smuk så den ikke kan beskrives, men bare MÅ opleves. Så, kan I så se at komme af sted alle sammen derhjemme!!! Smil!

Her er vores lille gruppe samlet. Mille og Anders, John og jeg, den schweiziske pige Chantal og den italienske mand, Oscar.

Da vi vendte tilbage til udgangspunktet igen tog vi den nedre gåtur i parken. Sendero Inferior – Lower Walk. Denne gang for at komme ned til flodens niveau, hvorfra vi fik udsigten over faldene fra neden. Tilmed gik vi herned, da vi tidligere på dagen ved ankomst i parken havde bestilt en bådtur ud på floden og op til vandfaldene. Vi alle 6 i gruppen havde valgt at deltage i denne tur, som kostede 105 real pr mand. En dyr tur, men selvsamme tur ville være meget dyrere, hvis vi tog den fra den brasilianske side.
Nede ved flodbredden fik vi så lidt i klokken 16 udleveret redningsveste, som vist alle sammen havde set deres bedre dage. Vi havde fået at vide, at vi kunne risikere at blive godt våde og vi fik alle sammen udleveret en grøn vandtæt pose, som alle vores ejendele skulle i. Jeg valgte at smide alt tøjet og sidde i bikini og redningsvest og flere andre fulgte samme eksempel. Vi var så heldige, så at vi 6 kom til at sidde forrest i båden, som nok har kunnet rumme omkring 30 mand. Så gik den vilde tur ud i den brusende flod. Adrenalinen kørte rundt i kroppen på os, da båden med fuld kraft sejlede op af den meget strømfulde flod mod faldene. Det viste sig, at vi fik vand for alle pengene, for båden endte med at sejle ind under et af vandfaldene, der kaldes ”De 3 musketerer”. Her væltede vandet ned i båden og vi blev sjask våde. Det var simpelthen sådan en fed oplevelse, og samtidig en så vild oplevelse, da man mærker, hvilken kraft vandet kommer ned med. Efter denne våde oplevelse sejlede vi videre om til et andet vandfald. Denne gang et endnu større vandfald, hvor vandmasserne kom styrtende ned i floden. Også dette vandfald blev vi dyppet under, så ALT var vådt. Kvinderne, deriblandt mig selv, der havde valgt at tage mascara på i dagens anledning, fik skyllet mascaraen af på under 5 sekunder, sådan slog vandet. Sorte i hovederne kunne vi så grine af hinanden bagefter.
Efter disse 2 styrtbade vendte båden om og begyndte så at sejle ned af floden. Aldrig har jeg sejlet i en flod med så meget strøm i, som der var i starten af denne flod lige under vandfaldet. Pludselig kunne vi se, at vi selv skulle sejlede ned af et lille fald i floden, hvor 3 store bølger ventede på at tage imod os. Da vi sad forrest i båden fik vi hele ”turen”. Vandet væltede ind i båden og bølgerne slog så hårdt imod os, så vi lettede helt fra sæderne. Mine solbriller, som sad i håret blev slået af, men heldigvis nåede jeg lige at fange dem. Det var så vild en tur på floden, så nu vil jeg efterhånden sige, at denne rejse har lært mig at færdes i vand, hvilket jeg ellers ikke tidligere har været god til.
De næste ca. 5-6 km ned af floden var fredelige. Folk havde travlt med at grine og tørre sig. Den italienske mand, som var med os i vores gruppe havde valgt at tage sit kamera op af den vandtætte taske lige før, at vi skulle ned igennem de 3 store bølger på floden og fik derpå dette skyllet totalt igennem med vand. Han mistede både sit kamera og alle hans feriebilleder, som han havde taget igennem de sidste 10 dage i Sydamerika. Surt! Derfor skal man altid have en ”backup” på sine billeder!
Vi lagde til nede ved flodbredden, hvorefter jeg straks vi tørret mig og kom i mit tørre tøj igen. Jeg skulle jo nødig løbe ind i noget hals-halløj igen. Derpå kom vi op i en stor jeep, som ventede på os. Denne fragtede os igennem regnskoven på en tur der varede ca. 20 minutter, hvor en engelsktalende guide forklarede os lidt om flora og fauna. På denne tur var jeg så heldig at se to tukaner flyve henover os. En smuk fugl, må jeg sige!
Da denne tur i jeep var omme, stod vores guide og ventede på os og sagde, at nu var dagen omme heri parken. Vi gik derfor op til den ventede minibus og kørte atter mod Brasilien. Det gik let med at komme over grænsen og ind i Brasilien og vi har nu fået endnu et par stempler i vores pas. Nu er de vist snart helt udfyldt, så mange grænser, som vi efterhånden har krydset på vores rejse! Smil! I Brasilien kørte vi så mod byen og pousadaen igen. Vi gjorde et kort stop ved HSBC-automaterne, hvor vi fik hævet nogle penge. Disse automater virker som nogen af de eneste til vores kort hernede, så når vi ser dem, er det med at benytte sig af det.
Tilbage ved pousadaen var klokken blevet næsten 18 og vi skulle være klar til afhentning i receptionen til vores latinamerikanske aften klokken 20. Derfor nåede vi kun lige at tage et hurtigt bad og iføre os lidt pænt tøj, hvorefter vi igen mødtes med Mille og Anders samt den schweiziske pige, Chantal. Chantal ville også gerne med ud at hygge sig lidt, så det var kun hyggeligt med lidt mere selskab. Vi blev kørt ud i den anden ende af byen til et stort arrangement, hvor vi fik at vide, at vi ville blive afhentet igen klokken 23. Da vi kom ind fik vi forevist et bord og vi blev mødt af den største og lækreste buffet, som vi ikke har set længe. Her kunne vi så spise alt hvad vores maver kunne rumme af lækkert kød, salat, sushi, haj, dessert mv. Jeg valgte bl.a. at kaste mig over hajen og var glad for, at det var mig der kunne spise den og at det ikke havde været omvendt da jeg snorklede med dem i Australien. Smil!
Maden var super lækker og stemningen rigtig god.

Med charmekluden på til latinamerikansk aften, så kan man komme langt! Smil!

Klokken 21 gik showet så i gang, hvilket bl.a. indeholdt tango, samba, brasiliansk kampsports dans (kan ikke huske navnet på det), dans fra Mexico, Argentina, Paraguay, Chile, Bolivia, Brasilien mv. Der var lidt af hvert at kigge på. Nøgne samba-vrikkende numser til John og solbrune mandlige overkroppe til mig. Smil! Det var et fantastisk godt show og vi kom til at tale med 2 danskere fra Fyn, som også var til stede.

Da klokken blev 23 sluttede aftenen på dette sted af med en drink og vi blev hentet i en lille bil, hvor vi alle sammen skulle sidde i. Vi valgte at blive sat af ved en restaurant i byen, som vi havde fået anbefalet af pousadaens ejer. Her satte vi os til et bord og bestilte alle en drink og nød stemningen i gaden.
Ved midnats tid fandt vi så en taxi og kørte retur til pousadaen. Her brugte vi den næste time på at forsøge at kopiere en dvd til Chantal og den italienske fyr. En dvd, som vi havde købt af os på bådturen i dag. Det kunne desværre ikke lykkes, så da klokken blev et om natten opgav vi og John og jeg fulgte Chantal hjem til hendes hotel.
Da vi kom retur var klokken omkring halv to og vi var trætte. Det havde været en super god dag med rigtig hyggeligt dansk og schweizisk selskab. Det var så skønt, at møde nogle søde unge danske mennesker igen. Vi gik trætte i seng og lå og bladrede lidt i vores billeder fra dagens begivenheder på vores kamera, men efter blot 2 minutter sov John og jeg fulgte vist forholdsvist hurtigt efter. Oplevelser trætter, har vi fundet ud af! Smil!

Den 13. marts 2009. Så har vi også set Iguazu Falls fra den brasilianske side.

Vi mødtes klokken 8 til morgenmad sammen med Mille og Anders nede i baghaven på pousadaen. Under morgenmaden besluttede vi os så for, at tage på endnu en arrangeret tur fra pousadaen i dag alle 4 sammen. I går havde det jo været en succes! Denne tur kostede 37,5 real pr. mand, da vi var 4, og den inkluderede transport til Itaipu Dam samt transport til Iguazu Falls på den brasilianske side samt til en fuglepark. Da denne beslutning var truffet, fik vi at vide, at vi ville blive hentet i minibus klokken 9.15 ude foran pousadaen. Derfor gav det os lige en lille time på værelset til morgen, hvor bl.a. dagbogen fra i går blev skrevet. Det har været nogle tætpakkede dage, så tiden til skrivning har været knap.
Fra morgenstunden i dag var det rigtig godt vejr og solen skinnede. Varmen har vi stadigvæk så det næsten drypper af os med sved, men vi nyder det, da det jo snart er ovre for denne gang. Smil!
Klokken 9.15 forlod vi så pousadaen for at køre mod Itaipu Dam, som ikke ligger særlig lang fra faldene i Brasilien. I dag var vi kun Mille og Anders samt John og jeg. En rigtig hyggelig lille gruppe. Egentlig havde John og jeg ikke regnet med at skulle se Itaipu, men da det er verdens indtil videre største vandkraftværk (et endnu større er på vej i Kina), så synes vi alligevel, at det kunne være interessant at opleve nu når vi var hernede. Anders ville rigtig gerne se det, måske fordi han er bygningskonstruktør og derfor interesserer sig for bygningsværker. Det var da også et imponerende bygningsværk der mødte os ved Itaipu. Ved indgangen hertil fik vi først en film at se i deres auditorium, hvor de fortalte om Itaipu. Efter filmen blev vi placeret i en bus, som kørte os ud til Itaipu imens en guide forklarede os om bygningen. Det er enorme dimensioner, der er blevet brugt til dette vandkraftværk: Stålet der er brugt, kunne bygge 380 Eiffeltårne, mængden af beton svarer til 210 gange det store Maracana-stadion i Rio, og sten, klipper og jord, der er brugt til opdæmningen svarer til tre gange Sukkertoppen i Rio de Janeiro.
Ja, disse facts, fortæller lidt om, hvor stor Itaipu vandkraftværk egentlig er. Bygningen i sig selv var ikke synderligt pæn og desværre er det kun 10 % af året, hvor de lukker store mængder vand igennem værket, hvilket ikke var tilfældet i dag. Derfor var det sparsomt, hvad vi så udover bygningen, men imponerende var den. Den energi, som vandkraftværket laver deles mellem Brasilien og Paraguay, da floden der løber, hvor Itaipu er placeret deles af disse lande. Derfor var vi også en kort stund i Paraguay i dag.

Vi gjorde et par enkelte stop ude ved Itaipu, hvorefter vi kørte retur til vores startsted. Her ventede vores minibus på os, som kørte os videre til en fuglepark (Parque das aves), som blot ligger 300 meter fra indgangen til naturparken i Brasilien, der fører ind til Foz faldene. Vi betalte her 21 real for indgang til denne fuglepark, som viste sig at være noget af en skuffelse. Dog var der uendeligt mange fugle herinde. Op til 800 forskellige fuglearter, som lever i op til 8 meter høje bure. Det meste af parken var dog bare skov, hvilket vi har set nok af efterhånden. Smil! Dog fik vi set tukaner, kolibrier og hundredvis af sommerfugle.

Højdepunktet for nogen af os (smil!) kom til sidst i parken. Her kunne vi holde en levende boa slange om halsen, hvis vi lystede det. Med min slangefobi, som jeg åbenbart delte med Anders, så skulle jeg ikke nyde noget. Mille var sej og var ikke sen til at få boaen rundt om halsen. John mente til at starte med, ikke at det var noget for ham, men han overvandt sig selv og har nu også stået med en levende slange om halsen. Tilmed Anders var sej og endte med slangen på sig. Dog måtte jeg tilstå, at det bestemt ikke var noget for mig. Jeg fik den dog rørt imens John holdte den og det var vist tilstrækkeligt for mig. Føj, at kryb! Uha!

Vi sluttede turen i fugleparken af med en frokost udendørs, hvor vi også fik hvilet benene lidt. Byturen i går havde trættet os alle sammen, så vi var lidt matte i sokkeholderne i dag. Smil! John måtte igen i dag konstatere, at han ikke kan holde så godt til alt det festen længere, som han har kunnet en gang i hans yngre dage. Hi hi…. Smil!
Efter frokosten forlod vi fugleparken og gik de ca. 300 meter over til indgangen af naturparken på den brasilianske side af faldene. Her købte vi en indgangsbillet for 21,15 real pr. mand og kom derefter op i en dobbeltdækkerbus, som skulle køre os ud til faldene. Turen i bussen tog ca. 15-20 minutter, hvorefter vi nåede endestationen ved det fine Hotel Cataratas. Herfra startede vi en noget kuperet tur på en fint anlagt cementsti ned af skråningen af bjerget mod faldene.
Endnu engang blev vi målløse over den udsigt, som vi havde fra Brasilien af til Foz faldene. En udsigt, som man bestemt ikke skal være foruden, når man endelig er hernede. Fra denne side får man et meget større helhedsindtryk af vandfaldende og deres omkreds. Herfra kunne vi se hvor bredt vandfaldene strækker sig og i hvor mange forskellige niveauer vandet falder. Turen langs bjergets side gik op og ned, hvor vi konstant kunne tage nye billeder af vandfaldende i nye vinkler. Vi måtte hele tiden stoppe op og tage os selv i, at det virkeligt var ”virkeligt” at vi stod her for foden af Iguazu Falls og havde denne fantastiske udsigt foran os. Egentlig var vi alle 4 enige om, at det fra denne side er næsten endnu mere fantastisk end fra den argentinske side, for her kunne vi se så mange fald på én og samme tid.

Længst ude af stien kom vi til Djævelens gab, som vi stod og så oppe fra og ned på i går. Denne gang i Brasilien stod vi og så op på Djævelens gab nedefra. Vi kunne gå ud midt i floden for foden af faldet af en lille gangbro, hvorfra vi havde den mest spektakulære udsigt. Vandet væltede ned og efterlod en støvregn, som dryssede ned over os. Her kunne vi have spenderet flere timer på at se på vandmasserne, men desværre havde vi travlt med at komme retur til den ventede minibus, som vi allerede var forsinket til.

Nedenfor ses John og jeg foran Djævelens Gab, Foz de Iguazu Falls. Fantastisk oplevelse!

Nedenfor ses John og jeg sammen med danskerne, Mille og Anders, som vi har haft det rigtig hyggeligt sammen med. Vi står foran vandfaldet, Djævelens Gab alle sammen.

Vi havde aftalt at vi skulle hentes klokken 15 og da vi forlod Djævelens gab i dobbeltdækkerbussen fra klokken 15.30. Turen tilbage i bus tog ca. 20 minutter og heldigvis ventede vores taxichauffør på os og uden en eneste sur mine kørte han os tilbage til pousadaen. Mille kunne nok også lige bløde lidt op for stemningen, da hun kunne tale med ham og sige undskyld på portugisisk. Det er vist sjældent, at brasilianerne møder en dansk pige, der kan deres sprog så godt, som Mille kan. Det må være skønt at kunne tale med dem.
Tilbage på pousadaen aftalte vi hurtigt, at vi alle 4 ville ned i poolen og nyde resten af eftermiddagen. Vi hyggede os derfor sammen en times tid ved poolen og nød de enkelte solstråler, der nu tittede frem bag støtvoksende skyer. Efter lidt badning tog vi et veltiltrængt bad og det endte med, at vi sammen med Mille og Anders besluttede os for, at mødes klokken 19 og gå op i det nærliggende supermarked og spise aftensmad.
Klokken 19 mødtes vi derfor med dem i receptionen og gik op i supermarkedet og fik lidt aftensmad, som vi selv valgte i en stor buffet, hvorefter maden blev vejet. Smart, for så betaler man kun for det man selv tager på tallerkenen.
En times tid senere slentrede John og jeg så hjem til pousadaen mens Mille og Anders lige skulle have handlet lidt ind. De rejser i nat klokken 3 i fly til Rio, hvor de skal hygge sig i de næste 10 dage. Heldige kartofler! Smil! Vi aftalte inden vi skiltes, at vi inden sengetid lige ville stikke hovederne sammen og sige farvel til hinanden på et af vores værelser.
Tilbage på værelset sidder jeg nu og skriver dagbog. John har taget en ordentlig lur ved siden af mig, men blev vækket, nu da Mille og Anders kom forbi os på værelset. De er simpelthen så søde og de kom for at sige godnat og farvel og tak for denne gang. Derpå forærede de os 2 små halskæder, en til os hver, som de synes at vi skulle have. Dem havde de købt i Salvador, hvor de også var oppe under karnevallet. Hvor er vi bare privilegerede, at møde så mange søde mennesker på vores vej. Heldigvis bor Mille og Anders i samme land som os, så måske vi mødes en anden god gang?! Det kunne i hvert fald være hyggeligt.
Nu er klokken 22.20 og vi er trætte. Mættet af super flotte og fantastiske oplevelser i de sidste par dage, forlader vi nu igen Foz de Iguazu i morgen aften og tager mod Sao Paulo. En bustur på 15 timer venter forude. Det er jo ingenting i forhold til de busture vi allerede har prøvet her i landet. Smil!
Vi har fået lov til at opholde os hele dagen i morgen på pousadaen, selvom check out time er klokken 12. Derfor regner vi med, at hygge os ved poolen i morgen, da bussen mod Sao Paulo først går fra Iguazu by klokken 18.45.

Den 14. marts 2009. En skøn dag ved swimmingpoolen i Foz de Iguazu.

Dagen startede for vores vedkommende omkring klokken 8.30, hvor vi startede med at få os lidt morgenmad. Da vi havde siddet og hygget os længe over morgenmaden, gik vi op på værelset, hvor vi hurtigt fik pakket vores rygsække sammen og fik dem slæbt ned i receptionen. Vi er efterhånden blevet eksperter i at pakke et værelse sammen i 4 rygsække på rekordtid! Smil!
Solen skinnede fra en skyfrihimmel fra morgenstunden og vi havde omkring 32 grader. Derfor var vi ikke sene til, at tjekke ud af værelset (omkring klokken 10.30), hvorefter vi fandt ud til poolen i pousadaens baghave. Ved check out skulle vi så betale de mange penge for opholdet, hvor Mille og Anders kun havde betalt halvdelen. Nu ved vi imidlertid ikke hvad der skete, men den unge fyr bag receptionen ville også kun have 80 real pr. nat for os to. Samme beløb som Mille og Anders var blevet lovet. Vi undlod at sige noget og frydede os over, at spare ca. 600 kr. på en overnatning, som vi havde regnet med var langt dyre.
Ude ved poolen fik vi os smurt ind i et tykt lag solcreme, for vi havde fået lov til at benytte os af pousadaens faciliteter, indtil at vi skulle af sted med bus klokken 18.45 fra Foz de Iguazu. Derfor havde vi sat det meste af dagen af til at solbade og slappe af ved poolen. En dejlig afslutning på et par gode dage her i byen. Tiden ved poolen blev brugt på hygge og en masse badning, da vejret var så varmt, så sveden løb ned af os.

Vi spenderede ca. 3-4 timer ved poolen, hvor kolibrierne sværmede omkring os, solen skinnede fra en skyfri himmel, poolen var dejligt afkølende og frisk frugt samt koldt vand blev nydt i fulde drag. LIVET!! Smil! Klokken 15 besluttede vi os så for at forlade poolen og vi fik lov til at tage et bad i pousadaens fælles badeværelse.
Den næste times tid gik så med at kigge på dagbogen for mit vedkommende, imens John så lidt fodbold i tv samt sørgede for at hænge vores badetøj og vores egne håndklæder til tørre i solen.
Omkring klokken 16.30 gik vi så op i det nærliggende supermarked, hvor vi valgte at spise mad i deres buffet, som vi har gjort et par gange tidligere. Her fik vi endnu engang noget rigtig lækkert og tidligt aftensmad, hvorefter vi fik handlet lidt slik og kiks samt drikkevarer ind til turen i bus.
Vi sluttede turen i supermarkedet af med en lille softice, hvorefter vi vendte retur til pousadaen omkring klokken 17.30.
Vi blev kørt til den internationale busstation af en af pousadaens biler for 10 real omkring klokken 18. Køreturen tog ca. 10-15 minutter og da vi ankom til stationen havde vi derfor en halvtimes ventetid før bussen kørte mod Sao Paulo. Tiden blev brugt med ren og skær afslapning indtil min lille hjerne pludselig kom i tanke om badetøj og håndklæde hjemme ved pousadaens pool. Denne tanke slog mig 15-20 minutter før afgang med bus. Nu var gode råd dyre. Johns dyre badeshorts, vores lånte håndklæde af min mor og min nye bikini lå stadigvæk og solede sig hjemme ved poolen.
Først var den ene af os klar på, at springe ind i en taxi og køre retur til pousadaen for så at komme tilbage til busstationen med tingene. Dog blev vi hurtigt klar over, at dette med garanti ikke kunne nås. Derfor blev vi enige om, at John blev siddende ved bagagen, da jeg er den af os, som ikke er så sen til at handle. Jeg fik derpå stukket nogle penge i hånden og fløj rundt på hele busstationen til hver enkelt butik, for at spørge, om jeg kunne låne en telefon. Ingen ville hjælpe mig, men bad mig bruge en offentlig korttelefon, som hang udendørs ved busstationen. Derpå rendte jeg rundt til en del ventende folk på stationen, men ingen forstod mig. 10 minutter før afgang besluttede jeg mig så for, at købe et kort og anvende den offentlige telefon. Jeg trykkede pousadaens nummer og fik en mand i røret. Endnu én, der ikke var så god til engelsk, hvorfor jeg synes, at det tog en evighed at få forklaret ham, hvem vi var og hvad vi manglede. Til sidst forstod han budskabet og da jeg sagde at vores bus kørte om 10 minutter, smed han røret på og nåede kun lige at sige, at så havde vi da vist egentlig travlt.
Der stod jeg så uden at vide om de mon ville komme op på stationen, hvilket jeg nu mente at de ville. Jeg havde tilbudt alle de penge, som de ville have for at køre tøjet op til os hurtigst muligt, så det var jo i forvejen god ”lokkemad” for en brasilianer. Smil!
Jeg løb tilbage til John, som for en gangs skyld også var blevet noget stresset. Det sker jo ellers ikke så tit. Smil! Jeg forklarede ham situationen og vi blev enige om, at han skulle tage al bagagen og gå ud til bussen og at jeg skulle stille mig udenfor busstationen og vente på en evt. bil fra pousadaen ville komme. Hjertet hamrede noget i vores kroppe. Jeg var blevet udrustet med Johns armbåndsur, så jeg kunne holde øje med klokken. Jeg skulle jo nødig komme for sent til bussen og blive efterladt alene tilbage. Da bussen kørte klokken 18.45 og tiden på Johns ur sagde kl. er 18.44 og 46 sekunder skulle jeg lige til at vende rundt, da en bil dyttede helt vildt til mig nede fra bunden af gaden. Der kom ejeren af pousadaen kørende med alt vores tøj i en pose. Posen blev stukket ud til mig og jeg spurgte, hvad hun ville have for denne service. Intet! Jeg nåede kort at takke hende og tænkte at, dér vil vi gerne komme tilbage til en gang, hvorefter jeg løb om til bussen. Lige i sidste øjeblik, da bussen kort efter kørte fra Foz de Iguazu. Jeg blev mødt at en noget overrasket og lettet John, som helt bestemt ikke havde regnet med, at det var muligt at nå at få tøjet igen. Han var for en kort stund glad for hans meget frembrusende kæreste når det tager hende. Smil!
Denne akavede situation, som vi havde bragt os selv i for en kort stund, kunne vi nu grine af. Lettede sank vi ned i bussen sæder og kunne nu se frem til en bustur på 15 timer mod Sao Paulo. Heldigvis var denne bus meget komfortabel med brede sæder og benstøtter. De første par timer i bussen blev derefter brugt på at læse i vores bøger (John byttede en bog med Mille og har nu fået nyt læsestof igen). Ved 21-tiden lagde vi os så til at sove. Endnu en afbrudt søvn var tilfældet igennem natten.

Rio de Janeiro er er fantastisk smuk by!

Den 3. marts 2009. Oi, Rio de Janeiro!

Dagen i går (d. 2. marts) gik på hotelværelset i Vitoria. Egentlig skulle vi være ude af værelset klokken 12 middag, men da mit helbred stadigvæk skrantede en smule, valgte vi, at betale lidt ekstra, så vi kunne være på hotelværelset indtil kl. 18. Ikke nok med, at jeg som John kalder det, har været ”et sølle skravl”, så blev han det også selv.
Den 2. marts vågnede han op med høj feber og ligger nu syg. Han mente også, at han sjældent havde prøvet noget lignende og klagede over smerter fra top til tå. Det endte med, at det blev mig, der var mest frisk og derfor måtte ud og handle lidt ind til ”min” syge mand. Smil! Derfor gik jeg i pendulfart frem og tilbage fra det nærliggende apotek og til hotellet. Langt om længe fik jeg fundet nogle smertestillende piller, der har taget toppen af Johns hovedpine. Folkene bag receptionen på hotellet undrede sig over, hvorfor det nu var mig, der rendte rundt og ikke John. De havde hjulpet os med, at få mig på sygehuset for et par dage siden. Smil!
Hele dagen (d. 2. marts) var vi nogle sølle stakler! Vi blev liggende i sengen indtil klokken 17. Fik derpå pakket vores ting sammen og gik så ned i receptionen og tjekkede ud af værelset.

Dette er udsigten, som vi havde fra "sygesengen" i Vitoria. Det var dét, vi fik oplevet af byen.

Nu skulle vi så vente til klokken den blev 22.55, hvor bussen mod Rio ville køre. Vi fik stillet vores store rygsække fra os på hotellet og gik derpå ud for at finde lidt at spise. Det blev til en drikkeyoghurt og 2 bananer samt en liter vand og en kold cola. Alt sammen blev indtaget på en lille træbænk udenfor supermarkedet, hvor folk stirrede noget på os! De skulle bare vide, at det var sygdom og ikke tømmermænd, der var årsagen til vores ”slatne” look og kropsholdning. Den ene af os var mere dårlig end den anden, så vi var et sølle par, der kun kunne tage vare på egen sygdom og krop. Da vi havde siddet på bænken og ”blomstret” i en times tid, gik vi videre til en anden bænk i en times tid. Smil! Derpå gik vi retur til hotellet og bestilte en kop kamillete samt noget vand og satte os udendørs i restauranten. Min lungebetændelse og dårlige ører havde ikke godt af alt det friske luft, så da klokken blev 21.30, besluttede vi os for, at køre med en taxi ind til rutebilstationen.
På rutebilstationen sad vi så og ventede til klokken næsten var 23. Der kom ingen bus!!!! Efter megen søgen og leden fandt vi en mand, der lignede en buschauffør. Vi viste ham vores billetter og han fik vha. kropssproget forklaret os, at det var ham, der skulle køre den bus, der ikke var ankommet til Vitoria til tiden. Hmmm… En halvtimes tid senere kom bussen så endelig frem til byen og vi fik os placeret på to sæder inde i bussen. Denne gang havde vi dog troet, at vi havde været smarte og derfor kunne slippe for airconditionen ved at booke nogle sæder længere nede i bussen end forrige gang, hvor vi kørte i bus. Dog viste det sig, at dette ikke var tilfældet, da denne bus var anderledes indrettet! Derfor kom vi igen på denne bustur til at sidde lige under den store aircondition. Heldigvis, havde vi medbragt vores eget fleecetæppe og vi fik os pakket godt ind.
Efter kun få timers søvn den nat, var det blevet den 3. marts 2009 og vi ankom til Rio de Janeiro by omkring klokken 7.30. John var gennemblødt af sved fra natten, men havde det underligt nok, som om at han nu var helt rask igen. Meget mærkeligt, taget i betragtning af, hvor dårlig han så ud i går. Smil! Nu har det hele vist sat sig til en voldsom forkølelse hos ham.
I Rio de Janeiro var der fuldt tryk på busstationen fra morgenstunden af. Vi gik som ”sild i tønder” i blandt mange andre rejsende. Da vi langt om længe fandt os en lille bænk at sidde på, fik vi fundet papirerne frem over det hostel, som vi havde bestilt her i byen. Derpå begav vi os hen til en af de utroligt mange taxistationer og fik bestilt en taxi ud til Ipanema, hvor hostelet lå. Vi betalte 50 real for en meget lang køretur, hvilket vi var godt tilfredse med. Senere viste det sig, at vi var blevet snydt. Normalprisen er 25 real, men ja ja, så har vi jo gjort en taxachaufførs liv lidt sjovere! Smil!
Sikke mange mennesker, der er i denne by. Pga. trafik og menneskemylder tog det os næsten en time, at køre ud til ”The Mango Tree hostel” i Ipanema. Med ankomst hertil var klokken blevet ca. 8.30 og vi havde kørt forbi bl.a. Copacabana og igennem 2 meget lange og uhyggelige tunneller. Smil! Vi blev sluset ind af døren til hostlet og blev straks tilbudt lidt morgenmad ude i deres hyggelige baghave. Skønt!
Efter morgenmaden blev alle formaliteterne ordnet ude i receptionen og vi fik en kort rundvisning på hostlet af en sød ung (og engelsktalende!) pige! Det virker til, at det er et godt og sikkert sted, vi har fået placeret os igen denne gang. Dejligt!
Vores værelse var først klar til indflytning omkring klokken 12.30, så vi besluttede os for, at gå en lille tur rundt i bydelen Ipanema. Her kom vi forbi Ipanemas store frugtmarked. Dette lå ikke ret langt fra, hvor vi skal bo i de næste syv dage. Hold da op et paradis, som vi er kommet i, når vi nu er vilde med al den friske frugt. Det så super lækkert ud og så koster det næsten ingenting. Det vil vi benytte os af en formiddag i løbet af ugen.

Overalt hernede koerer de i de gamle flotte folkevognsrugbroed. De er simpelthen saa fine!

Vi gik også en tur ned til Ipanema strand, hvilken er utrolig pæn og ren, når vi tænker på, hvor stor en by den ligger op til. Der var allerede fra tidlig morgenstund en masse mennesker ude at bade og sole sig, men temperaturen sagde også 34 grader klokken 10 om formiddagen! Vi svedte og var stadigvæk lidt trætte ovenpå al det sygdom. Derfor nøjedes vi med at kigge på alle de forbipasserende. Rios indbyggere siges at være store tilhængere af deres kropskultur, hvilket var tydeligt for os at se, da folk omkring os ikke havde overladt noget til fantasien. Her kan ALLE åbenbart gå i en lille top og et par små badebukser uanset størrelse og gørelse! Smil!

John paa Ipanema strand, hvor udsigten til omraadets bjerge er utrolig smuk.

Omkring klokken 11 vendte vi retur til hostlet og værelset var klar til os. Dejligt! Vi fik et rigtig hyggeligt værelse med en stor dobbeltseng og en enkelt seng samt vores eget badeværelse. For vinduet er der blå skodder og den ene væg i værelset er malet helt orange, så farverne er med til, at gøre det rigtig hyggeligt. Vi bor aller længst inde i baggården, hvor det eneste der kan genere os, er fugle og et mangotræ. Her er stille og vi føler det som om, at vi er i en helt anden verden, end når vi bevæger os udenfor hostlets trygge vægge. Smil! Hostlet ligger på Rua Prudente de Morais, kun 2 blokke fra Ipanema strand.
Hostlet har også en rigtig hyggelig baggård, hvor halvdelen af den er overdækket. Her kan vi sidde og spise morgenmad mv.
Da vi havde fået vores ting ind på værelset, besluttede vi os for, at vi ville starte dagen med, at gå ned og vaske tøj på et nærliggende vaskeri. Dog er dette meget dyrt her i Brasilien, men vi havde ikke mere rent undertøj, så der var ikke noget at tale om. Det tog et par timer pga. ”self-service” og meget travlhed i vaskeriet. Det endte til sidst med, at jeg gik hjem med noget af det tøj, som ikke kunne tåle at komme i en tørretumbler og at John blev siddende ude foran vaskeriet indtil tørretumbleren blev færdig.
Efter 1½ time fik jeg først John retur til hostlet. I mellemtiden havde jeg fået hængt vores våde tøj op, pakket lidt ud, læst lidt om Rio samt været en tur på internettet. Han kom tilbage og forklarede, at han troede, at deres tørretumbler ikke fungerede optimalt! 2 af mine trusser var totalt smeltede og brune af røg og tøjet var så varmt, at han ikke kunne røre ved det, da han ville tage det ud af maskinen!!! Hvor var vi glade for, at resten af tøjet heldigvis ikke havde taget skade! Standarden af offentlige ydelser er altså bare ikke ligeså høj, som tilfældet er derhjemme. Smil!
Efter at vi havde fået vasket vores tøj, gik vi en tur op på gaden Rua Visconde de Piraja, som ligger parallelt lige bagved den gade, hvorpå vi bor (Rua Prudente de Morais). Her er de fleste butikker i Ipanema og her tilbragte vi en times tid oppe. Vi endte med at komme ind i et smykkefirmas (H. Stern) værksted, hvor vi så, hvordan de laver deres smykker samt fik fortalt lidt om de forskellige sten, som man kan købe her i Brasilien. Til sidst blev vi guidet ned til deres forretning, hvor vi for en stund drømte os til, at vi havde haft råd til et par fine smykker. Smil!
Ved 19-tiden gik vi så ud at spise på en nærliggende café. Det var første gang, at vi i ca. 5-6 dage, fik noget ordentligt i maverne efter vores sygdom. Det var skønt, at få appetitten tilbage, da det giver os lidt flere kræfter igen. Smil!
Dog var det ikke et super måltid vi fik os, men det var tilstrækkeligt. Efter aftensmaden gik vi tilbage til hostlet og da klokken den var 20.30 lå jeg under dynen. Mere husker jeg ikke fra denne dag. John kom i seng et par timer senere og forklarede dagen efter, at han havde brugt en times tid på at læse inden han faldt i søvn. Her på hostlet har vi nemlig været heldige, at finde en ny dansk bog. Tilmed en bog af Stieg Larsson med titlen ”Pigen der legede med ilden”, som er en fortsættelse af den sidste bog ”Mænd der hader kvinder”, som John også har læst på turen. Så nu har John igen lidt læsestof at hygge sig med, når jeg sætter mig og skriver dagbog sidst på dagen. Smil!

Hjertelig tillykke til min kusines dreng, Mads, idag. Haaber at du har haft en god 5 aars foedselsdag hjemme i Koege.


Den 4. marts. Så går det til ”levesiden” med os begge to igen.

Det var lige før, at jeg kunne springe ud af sengen her til morgen, så frisk var jeg ved at være. Klokken var også 8 før jeg vågnede, så jeg havde næsten fået 12 timers søvn i nat. Det har jeg vidst trængt til!
Vi startede dagen med at gå ud på den overdækkede terrasse og spise morgenmad. Morgenmaden er inkluderet i prisen her på stedet, hvilket er dejligt. Standarden er godt nok ikke lige så høj som tilfældet var i Salvador på Barra Guesthouse, men her serveres der også frisk frugt hver morgen, hvilket er et stort plus! Smil!
Vi havde ikke siddet uden for ret længe til morgen før end, at jeg var lige ved at få morgenkaffen galt i halsen! Ned af trappen kom der en pige, som jeg i første færd mente, var min kusine Ingeborg! Egentlig vidste jeg godt, at hun i øjeblikket befinder sig et andet sted i Brasilien, men denne pige på hostlet, minder sjovt nok så meget om Ingeborg, så selv John også kunne se det! Efter lidt nærmere studeren af denne kvinde, måtte vi også konstatere, at dette ikke var tilfældet. Desværre! Smil!
Efter morgenmaden gik vi op på 1. sal og tjekkede vores mails. Her lå der en besked fra Ingeborg, som vi i de sidste par uger har skrevet frem og tilbage med. Da hun også rejser rundt i Brasilien i øjeblikket ville det jo være hyggeligt med et lille sammentræf hernede, men det ser ud til, at det desværre ikke kan lade sig gøre. Drøn-ærgerligt, da Ingeborg og hendes rejsefælle Nanna rejser fra Foz de Iguazu den 9. marts og da vi ankommer til selv samme sted den 11. marts om morgenen. Desværre har ingen af os rigtig nogen mulighed for, at ændre i vores planer! Det kunne jo bare have været sjovt at dele en lille Brasiliansk oplevelse sammen med sin kusine. Smil!
I går havde vi nok alligevel ikke været helt på toppen, da vi ankom til busstationen om morgenen. Vi havde aftenen før vi ankom til Rio talt om, at det var vigtigt for os, at vi ved ankomst til Rio fik købt busbilletter til Foz de Iguazu den 10. marts. Dette havde vi glemt alt om i vores feberrus, da vi ankom til busstationen i går, så derfor gik jagten ind på disse billetter i dag. Heldigvis viste det sig, at vi ikke skulle gå ret langt fra vores bopæl, før vi kunne købe billetter i en lille rejsebiks, hvilket gjorde det hele meget lettere. Derfor startede vi dagen i dag med, at købe busbilletter til Foz de Iguazu den 10. marts kl. 13.30. En bustur, der tager ca. 23 timer!! Tilmed fik vi bestilt billetter fra Foz de Iguazu og til Sao Paulo den 14. marts kl. 18.45. Dejligt at få styr på dette, selvom det var noget af en udskrivning på én gang. Dog har vi talt om, at det er utroligt billigt at køre med disse fine busser hernede, hvis vi sammenligner priserne med derhjemme. For os to skal vi betalte ca. 1200 danske kroner, for at køre i bus fra Rio de Janeiro og til Foz de Iguazu. Derhjemme kommer man ikke langt i en skibus for dette beløb!
Efter at vi havde fået ordnet vores billetter og havde fået dem placeret i vores aflåste safetybox på hostlet, gik vi ned og tog en bus, der kørte os til metroen i Copacabana, nærmere betegnet metrostationen ved Rua Siqueira Campos. I dag ville vi ind til Rios centrum, for at se lidt nærmere på den del af byen. Det var et let system at finde rundt i, da Rios metro ikke er udbygget særligt meget endnu. For 2,60 real pr. mand kunne vi færdes frit i metroen og de dertilhørende busser i op til 2 timer. Endnu engang forrygende billigt for offentlige transportmidler!!
Fra Copacabana kørte vi ind til Rios centrum til en metrostation ved navn Cinelandia. Denne køretur tog ca. 10 minutter og vi blev hurtigt klar over, at det er måden, at komme hurtigt frem på her i byen.
I Rio de Janeiro by bor der ca. 11-12 millioner mennesker, så jeg ved ikke, om det kan være med til at forklare noget af al det menneskemylder, der er overalt i gaderne! Smil! Indtil 1960 var Rio de Janeiro Brasiliens regeringsby, hvilket ikke længere er tilfældet. Dog er den stadigvæk turisternes hovedstad. Ifølge bøgerne og de rejsende folk, så skulle denne by være én af verdens smukkest beliggende storbyer, med strande, bjerge og omkring 100 km2 regnskov midt i byen. Her i byen finder man den verdensberømte strand Copacabana, Sukkertoppen, musik, kultur, karneval og god mad.
Indbyggerne i Rio kaldes for ”Cariocaerne” og de er utroligt stolte af deres by. Dette pga. byens beliggenhed, da den er omgivet af store bjergskråninger, der får selv de største skyskrabere i byen til at blegne. Al byens skønhed har eftersigne smittet af på cariocaerne, der er udadvendte, legende og glade. Som de siger hernede, så har de ikke grund til at være andet, da himlen næsten altid er blå, solen altid skinner og da alt det grønne omkring dem, gør det lettere at leve med den hårde fattigdom, som også er en stor del af hverdagen for flertallet af Rios indbyggere.
Rio opstod omkring den store Guanabarabugt. Indsejlingen er ganske smal, men den strækker sig mere end 25 km ind i landet. Omkring bugten ligger den såkaldte nordlige del af byen på den ene side og bydelen Niteroi på den anden. Nær indsejlingen til bugten ligger centrum og gamle middelklassekvarterer som Flamengo og Botafogo. Dog er de mest populære steder at bo for turisterne langs Atlanterhavsstrandende, som ligger ud til kysten syd for bugten – først og fremmest ved strandende Copacabana og Ipanema.
Vi ankom først til Rios centrum omkring klokken 13 og var derved blevet godt tørstige og varme. Derfor startede vi ved den nærliggende McDonalds butik, hvor vi fik købt 2 vand og 1 is, som kunne køle os lidt af. Apropos fattigdom, så var det allerede fra første øjekast i byen et tydeligt problem. John havde ikke mere end lige fået rakt penge retur fra ekspedienten i McDonalds, før en dreng på omkring 10 år stod med hånden i hans og ville tikke penge. John stak ham et par cents, men det ville han ikke stille sig tilfreds med. Han blev ved med at pege på flere penge, men dog blev John ved med at sige ”no”. Det tog lang tid før han gav op og takke for de penge, som han fik, gad han ikke.

Efter denne oplevelse, som vi egentlig er ude for flere hundrede gange om dagen, så kan vi ikke undgå at tænke lidt over vores egen enormt gode tilværelse i Danmark. Hvor er det dog skræmmende med alle de gadebørn hernede. Senere på dagen så vi så også, hvad gadebørnene brugte alle deres opsamlede penge til. Smil! De købte skrabelodder i håb om, at være den heldige i flokken, der kunne slippe ud af slummen!
Fra Cinelandia startede vi i dag med, at gå ned af Rua Senador Dantes og videre hen ad Rua do Passeio. Målet var Largos Da Lapa, akvædukten i Rios centrum. Akvædukten blev bygget i 1724 for at bringe drikkevand fra Tijuca-skoven ned til den voksende by, der led under vandmangel. Siden 1896 har akvædukten med dens 36 buer dog fungeret som bro for sporvognene til bydelen Santa Teresa. Largos Da Lapa var det første stop på vores vej rundt i Rios centrum i dag. Et imponerende bygningsværk, der utroligt nok står endnu, når vi tænker på den stand, som akvædukten var i. Sørgeligt var det også, at se alle de fattige mennesker, der holdt til i dette område. Her bliver et stykke pap foldet ud og brugt som seng og dyne og mange flere ejendele, er der vist ikke for denne del af befolkningen.

Fra akvædukten gik vi op af gaden Republica do Paraguai, hvor vi kom forbi en meget berygtet og berømt katedral. Denne bygning blev færdig i 1979 efter 12 år byggeri. I dag, næsten 30 år efter, er folk stadigvæk lige rasende over den. Katedralen er formet som en stor cementkegle og den er 80 meter høj og 106 meter i diameter. Absolut ikke noget smukt syn og vi kan faktisk godt forstå folks harme over denne bygning. Måske pengene kunne have været brugt et bedre sted i denne by? Dette spørgsmål lader vi stå åbent! Smil!

Fra katedralen gik vi nu ned til Largo da Carioca. En markedsplads med mange små boder, musik på markedspladsen og et leben af mennesker. Herfra kunne vi se op på det nærliggende bjerg ”Morro de Santo Antonio”, hvor en kirke og et kloster var bygget. Smukke gamle bygninger fra 1600-tallet.

Fra markedspladsen fortsatte vi så ned af en vej, der hedder ”Rua 7 de Septembro”. Denne førte os ned til det store shoppingsområde Saara”. I denne del af byen var der mange smukke gamle bygninger, hvor dog størstedelen af dem desværre havde grimme facader. Her fandt vi en musikforretning, hvor vi fik købt 3 cd´er med brasiliansk musik, så vi har lidt sambarytmer at lytte til hjemme i Horsens. Smil!
Det var også herinde, at John var lige ved at få nok af varmen. Jeg har nok i de sidste par dage vænnet mig til, at feberen vha. sved er brændt ud af kroppen på mig, men det havde John altså ikke helt. Han synes i dag, at varmen var helt ulidelig, hvilket den nok egentlig også var. Særligt var det ulideligt at gå blandt alle de mennesker i gaderne i denne varme. Det er sjældent set værre, så meget som sveden løb fra John. Smil! Forståeligt nok, fandt vi senere ud af! 39 grader i skyggen og så på shopping blandt nogle millioner mennesker. Det var måske ikke lige dagen at gøre dette på. Smil!
Derfor forlod vi hurtigt Saara området og gik ned af Rua do Ouvidor, hvorefter vi fortsatte ned af Avenida Rio Branco. Her brugte vi en del tid i de mange fodboldforretninger, der ligger på rad og række hernede. John var næsten ikke til at rive derfra. Smil! En kombination af aircondition og fodboldtøj, -sko, -bolde ect. gjorde det vist næsten til et paradis for ham! Smil!

Vi sluttede vores tur i centrum, selvsamme sted som vi startede. Vi ankom til metrostationen Cinelandia omkring klokken 16.30 og tog derefter metroen tilbage til Copacabana. Her hoppede vi så på en bus og kørte til Ipanema.
Det er utroligt, hvor langt vi kommer vha. kropssproget hernede. Næsten intet er umuligt at få forklaret folk, når bare vi ser tilpasse åndssvage ud, som vi vifter med arme og ben samt bruger mimikken til at se glade eller utilfredse ud. Dog har vi her i Rio næsten kun oplevet folk, der kan en lille smule engelsk, hvilket hjælper en stor del på forståelsen af hinanden. Smil!
Tilbage i Ipanema fik vi handlet lidt drikkevarer ind i et supermarked, før vi vendte retur til hostlet. Det endte med en liter friskpresset appelsinjuice og en flaske med 500 ml friskpresset vandmelonjuice. Vi benytter os af det, så længe muligheden for at få så frisk og sund juice er tilfældet.
Tilbage på hostlet har vi nu siddet i de sidste par timer, hvor jeg har fået fulgt lidt op på de sidste par dages dagbog. John er meget optaget af sin bog ved siden af mig og vi nyder nu begge, at vi er ved at komme til hægterne igen. Min antibiotikakur ser ud til at virke. Nu har jeg taget piller i 6 dage og hoster ikke længere så meget. Feberen er også væk, så det er skønt! Det var noget af en forskrækkelse at ende på et sygehus hernede, men heldigvis gik det godt.
Nu er klokken 20 og vi vil til at ud i byen og finde lidt at spise. Derpå vil vi hjem og tage os et lækkert bad og så på hovedet i seng, så vi er friske til en ny dag i morgen. Lige nu ville vi ønske, at tiden kunne bremses lidt, da vi slet ikke kan forstå, at rejsen allerede er slut om ca. 2 uger. Vi NYDER vores tilværelse sammen!!!

Den 5. marts 2009. I dag har vi stået med Kristus tættere på os, end nogensinde før. Smil!

Vi startede morgenen med at spise morgenmad udendørs på hostlet omkring klokken 8.30. Efter morgenmaden pakkede vi en lille pose med en bog samt vores kamera i og begav os så af sted mod den berømte Kristusfigur her i Rio de Janeiro. Turen derud klarede vi med én af de lokale busser her i byen. En forfærdelig vild køretur, men billig var den også! Smil! Efter cirka en halvtimes tid, nåede vi frem til det sted, hvor en gammel bjergbane fører op til Kristusfiguren, som står i 710 meters højde.
Straks ved ankomst hertil, blev vi stoppet af et utal af pirat-taxichauffører, der tilbød os, at køre os op til Kristusfiguren for billigere penge end bjergbanen. Dog var vi fast besluttede på, at vi ville tage bjergbanen, hvorfor vi gik hen til billetlugen og købte billetter hertil. 36 real pr. mand. Vi nåede lige akkurat, at hoppe ombord i bjergbanen inden den startede opturen langs Tijuca-bjergkædens skråning.
Corcovado (Kristus) står placeret på et af Tijuca-bjergkædens højeste toppe og herfra kan man se 360 grader ud over Rio. Vi havde i rejsebøgerne læst, at det var bedst at besøge stedet tidligt om morgenen, før varmedisen ligger sig henover byen. Derfor var vi nok lidt sene på den til morgen, da turen op i bjergbanen først blev taget omkring 10.30.
Turen op langs bjergets skråning var interessant. Det var en rigtig gammel bjergbane og den førte os igennem tæt tropeskov, hvor de eksotiske frugter hang ned fra træerne. Det var en underlig dejlig kontrast at køre i denne bjergbane, da vi følte, at vi pludselig havde ”luft” omkring os, selvom vi egentlig stadigvæk var inde i Rios menneskemylder. Smil! Pludselig sang fuglene omkring os og der var stilhed, skønt. Det er vist meget mere os to i længden! Smil!
Da vi ankom til endestationen var mine ører lige ved at springes. Højdeforskellen havde sat sig som propper i mine ører ovenpå min forkølelse, så det første kvarters tid, gik med at forsøge at udligne trykket i ørerne, så jeg igen var til at kommunikere med. Vi valgte, at tage det sidste stykke vej op til Kristus af trapperne, selvom muligheden for at komme derop også var vha. en elevator. Desværre havde varmedisen lagt sig og det var en smule skyet i dag, så udsigten heroppefra var lidt diset. Indimellem klarede det dog op og vi havde den smukkeste udsigt udover Rios fantastiske centrum, strandene og Sukkertoppen. Tilmed kunne vi, når vejret tillod det, se helt ud i bugten, hvor flere hundrede skibe sejlede rundt. Selve Kristusfiguren var ikke noget særligt i sig selv, men dens symbolværdi skal man ikke tage fejl af. Figuren er lavet af beton og er absolut ikke nogen skønhed. Statuen er udført af den franske billedhugger Paul Landowski og monteret på et skelet af armeret beton. Kristusstatuen er 38 meter høj, vejer 1145 tons og den blev indviet i 1931. I dag er den én af Rios store turistattraktioner og Rios befolkning elsker den.
Den er tilmed et godt pejlemærke, når man som turist bevæger sig rundt i Rios gader. Når først vi har fået lidt styr på strandenes placering her i byen (og det kommer hurtigt i så varmt et vejr), så er det let at finde rundt, når blot vi kigger op på Kristus. Han står nemlig med armene spredt ned mod stranden og boligområdet Flamengo. Derfor ved vi altid, at vi bor til højre for kristus (Copacabana og Ipanema) og at Rios centrum er til venstre for denne statue. Smart!
Det var en stor oplevelse at stå for fødderne af denne figur. Nok mest af alt fordi, vi så ofte har set denne figur derhjemme i tv mv.

Når vejret tillod det, kunne vi se helt ned til Maracana (et af verdens største fodboldstadions), udover Guanabrabugten, ned til en stor hestevæddeløbsbane, til botanisk have i Rio, til Copacabana og Ipanema samt til Sukkertoppen. En blændende smuk udsigt, som vi inden længe havde fået en times tid til at gå med at kigge på. Smil!

Heroppe mødte vi også 15 danskere, der var på firmatur til Brasilien. De kom fra firmaet Dannemann, et tobaksfirma. I denne gruppe var der bl.a. en mand fra Stensballe ved Horsens. Det var hyggeligt at tale lidt med dem og de var vist alle misundelige over vores rejse. Hi hi… Smil! Lidt over middag, valgte vi, at gå ned og sætte os på en lille café i nærheden af Kristusfiguren, hvor vi fik noget friskpresset juice samt vand. Derpå tog vi bjergbanen retur til området Cosme Velho. I Cosme Velho fandt vi en bus, der stod Ipanema på og fik den til at stoppe, hvorpå vi hoppede ombord i denne. Inden længe var vi retur i Ipanema.
Vi er blevet frarådet at køre med bus hernede pga. megen kriminalitet og røverier i busserne. Dog har vi slet ikke oplevet dette som værende noget problem. Snarere tværtimod. Vi føler os egentlig rimeligt sikre, når vi begiver os rundt her i gaderne, hvilket vi ikke havde forventet. Bare vi tænker os om og undlader at ”reklamere” med kamera, penge osv., så tror vi ikke, at der er risiko for nogle ubehageligheder.
Tilbage i Ipanema gik vi hjem til hostlet og sprang i badetøjet. Derpå gik vi til stranden, selvom klokken var omkring 15.30. Jeg faldt hurtigt i søvn i sandet og fik mig en halvtimes tid på øjet, indtil at John vækkede mig, fordi han ville ud at bade. Da han kom op af vandet igen, valgte vi at gå en tur hen langs Ipanema strand for at kigge på mennesker samt få lidt sol. Sikke meget her er at kigge på!!! Smil! Det er som om, at den ene brasilianer konkurrerer med den anden om, hvem af dem der kan have det mindste badetøj på. Når vi ser en kvinde med en almindelig størrelse bikini, så går der heller ikke lang tid, før vi hører hende snakke et andet sprog end portugisisk. Smil! Her er stranden tilmed delt op. Én del af stranden er udelukkende for bøsser og lesbiske, som sidder og nusser åbenlyst med hinanden i solstolene. Smil! En anden del af stranden er for børnefamilier osv. En sjov opdeling, men man er ikke i tvivl om, hvor man selv ”hører til”, om man så må sige. Smil!
Vi var retur ved hostlet igen omkring klokken 17.15 og tog os derpå et bad. Her gik det også op for os, hvor meget farve solen giver os på meget kort tid hernede. Min næse var helt rød, selvom den havde været smurt ind i creme. Smil!
Efter et hurtigt bad, blev vi enige om, at gå en tur ud i byen for at finde lidt at spise. Vi endte på et hyggeligt pizzeria, hvor vi delte en pizza og fik lidt koldt at drikke. Derpå slentrede vi en tur rundt i Ipanemas gader og hen langs strandpromenaden, før vi vendte retur mod hostlet. Vi var hjemme omkring klokken 20 og nu sidder jeg og skriver dagbog imens John er opslugt af hans nye bog. Smil!
I dag har temperaturen været nogenlunde udholdelig. 32 grader det meste af dagen. Hertil aften viser termometret 28 grader, hvilket også er en pæn temperatur klokken 21. Vi har haft en super god dag og har tænkt meget på Ull i dag, da hun har fødselsdag. Hjertelig tillykke med dagen, Ulla. Vi håber at du har haft en dejlig dag og at Jakob har fået forkælet dig lidt. Smil! Et stort brasiliansk knus herfra os to i Rio.

Den 6. marts. I dag har vi ”kun” haft 38 grader her i Rio.

I dag var meningen, at vi ville starte dagen lidt tidligere end vi har været vant til her i Brasilien. Derfor ringede vores vækkeur klokken 7, men ”feriemenneskerne” endte med at snue til klokken den blev næsten 8. Derpå stod vi op og gik ud og tog os lidt morgenmad. Under morgenmaden sad der en mand bag ved os, som pludselig henvendte sig til John på dansk. Det var en mand ved navn Frank Jensen, som var alene ude at rejse i Rio og omegn i de næste ca. 14 dage. Vi fik en længere sludder med ham og det endte faktisk med at blive ret sjovt. Pludselig spurgte han om jeg var i familie med vognmanden på Anholt, da han synes, at mine kindbens form lignede til forveksling. Smil! Det viste sig, at denne Frank er fast gæst på Anholt ca. 4 gange årligt og at han kender mere eller mindre hele familien Svensson, Boisen og et par enkelte Sørensen´er. Tilmed vidste han, hvem min far er, hvem min bedstefar er og så selvfølgelig vognmanden og Lotte. Smil! Det blev derfor til en længere og hyggelig sludder med denne mand, da han ligesom jeg er meget fortabt i dette område i Danmark. Vi fik udvekslet lidt sladder fra øen og det viste sig, at han var langt mere opdateret end jeg. Sikke lille verden så egentlig er, når vi kan møde en mand fra Danmark her i Rio de Janeiro på et hostel, der kender min familie!
Egentlig var planen for dagen i dag, at vi skulle tidligt hjemmefra og på det de hernede kalder for Sukkertoppen, men pga. dette hyggelige sammentræf, trak tiden lidt ud. Pyt da også med det! Vi har jo ferie! Smil!
Vi kom først fra hostlet omkring klokken 10 og gik udenfor døren og tog en lokal bus hen til den svævebane, der fører helt op på toppen af Sukkertoppen.

Sukkertoppen er et bjerg, eller en bjergknold, der af søfolkene har været meget anvendt til at navigere bådene ud fra, når de kom ind mod havnebyen Rio. Sukkertoppen, eller Pao de Acucar, som brasilianerne kalder den, er 395 meter høj og nås kun vha. en svævebane. Denne svævebane kørte vi til i den lokale bus og betalte derefter 44 real pr. mand, for en tur op i højderne for anden dag i træk.
Det lyder måske usandsynligt, men udsigten fra Sukkertoppen var helt anderledes end fra udsigten fra Kristus/Corcovado, som vi besøgte i går. Da vi nåede toppen af Sukkertoppen blev vi mødt af den flotteste udsigt ud over Rio de Janeiro og alle byens strande.

Vi nåede lige at komme derop inden middag, hvor solen stiller sig i en sådan position på himlen, så det bliver umuligt at tage billeder ind over byen, hvilket vi var glade for. Fra toppen af Sukkertoppen kunne vi se ned på strandene Flamengo, Botafogo og Copacabana og vi kunne tilmed konstatere, at Copacabana-stranden virkelig er formet fantastisk flot, som rejsebøgerne også har givet udtryk for. Sikke en flot by, der lå for fødderne af os. I dag fik vi virkelig muligheden for, at se hvordan Tijuca-bjergkæden ”skærer” sig igennem byen og efterlader skyskraberne mindre, end de nok umiddelbart er. Tilmed kunne vi se udover bugten ud for Rio, hvor en masse store som små skibe sejlede rundt.

Her staar jeg med stranden Copacabana i baggrunden til venstre for mig. Lidt ulaekker chokoladebrun er vi da blevet... Smil"

Vi tilbragte en times tid på Sukkertoppens top og fik os en is i det ”frygtelige” varme vejr, der er over Rio i disse dage. Nu forstår vi bedre brasilianernes afslappede livsstil, for ”fart over feltet” er umuligt at have i de 38 graders varme, som vi har haft i dag.
Det bliver ikke til megen nærkontakt mellem os i disse dage, for dertil er det simpelthen for varmt udendørs. Holder vi i hånd er det næsten kun med en lillefinger viklet ind i hinanden. Smil! Det er sjældent sket før, men sveden løber bare ned af os. Dog er denne varme lettere at holde ud i forhold til varmen vi havde i central Australien, hvilket sikkert skyldes de dejlige briser, der kommer ind over byen ude fra havet af.
Efter en times tid på Sukkertoppen, tog vi svævebanen ned i byens midte igen og hoppede på en bus tilbage mod Ipanema. Denne kørte os lige til døren af hostlet og vi tog os en kort pause på vores værelse for at blive kølet lidt af. Derpå begav vi os ud i byen for at kigge lidt på butikker her i Ipanema. Vi var bl.a. inde i en smykkeforretning igen i dag. Bare for at vi igen kunne blive fristet af en masse flotte sten isat 18 karats guld. Mums! Smil!
Tilmed fik John i dag købt sig en brasiliansk fodboldtrøje, som han længe har ønsket sig. Så er vi heldigvis færdige med besøg i alle fodboldforretningerne. Smil!
Da klokken blev omkring 19 vendte vi retur til hostlet og vi vil nu bare slappe af og læse lidt i vores bøger resten af aftenen. Der er stadigvæk utroligt varmt uden for, så vi vil lade op til endnu en dag i morgen inde på vores kølige værelse.
I morgen skal vi til fodboldkamp på Rios største stadion, hvilket sikkert bliver en stor oplevelse.

Den 7. marts 2009. Så fik jeg min fodbolddåb på verdens største stadion og John fik sin drøm i opfyldelse.

Vi startede dagen klokken 8 hertil morgen, hvor vi satte os udendørs og fik lidt morgenmad samt vores malariapille, som heldigvis snart ikke skal være en del af vores faste morgen-ritual længere. Da maverne var blevet fyldte, gik vi retur på værelset og fik skrevet et par postkort til vores familier. Derpå var klokken blevet næsten 11 og vi gik en tur ud af butiksgaden i Ipanema. Det endte med, at vi fortsatte hele vejen ud til bydelen Leblon og fik besøgt diverse butikker. Faktisk gik det meste af dagen i dag med, at gå og kigge på butikker samt få en enkelt is i varmen. I dag var der overskyet her i Rio, så varmegraderne sneg sig ”kun” op på 32 grader. Det var lige til at holde ud. Smil!
Ved 15-tiden fandt vi noget mad i Ipanema og gik retur til Mango Tree Hostel. Her smed vi os lidt på vores seng og læste i vores bøger i en halvtimes tid, hvorefter vi atter gjorde os klar til, at forlade hostlet for en stund. I dag gik turen nemlig ud til verdens største fodboldstadium, Maracana, som ligger her i Rio de Janeiro.
I går havde vi købt et par billetter til en fodboldkamp mellem to brasilianske hold, Flamengo og Cabo Frio, hvilket kunne lade sig gøre igennem hostlet. Det havde længe været Johns drøm, at se en fodboldkamp her i Brasilien og så gerne netop på dette stadion, så selvfølgelig skulle vi det. Vi betalte 60 real pr. mand for at blive hentet og bragt af en engelsktalende guide samt for indgangsbillet til fodboldkampen på Maracana. Tilmed blev vi lovet, at vi ville blive placeret et sikkert sted under kampen og at de lokale mænd, ville holde øje med os og sørge for, at intet ubehageligt skete for os.
Derfor stod vi i dag klar i receptionen klokken 16 til afhentning. Selvfølgelig blev vi først hentet 20 minutter senere, men sådan er det jo hernede. Smil! Vi var 5 personer fra hostlet, som skulle med og vi blev yderligere 3 personer fra et andet hostel. En hyggelig lille samlet flok. Turen ind til stadionet foregik i en minibus, hvor guiden fortalte os lidt om holdene, vi skulle se samt om stadionet. Han fortalte, at det er verdens største fodboldstadion med plads til 115.000 tilskuere. Før i tiden havde der været plads til 190.000 tilskuere, men efter at de havde lavet sæder overalt, var dette antal blevet betydeligt reduceret.
Da vi ankom til Maracana, blev vi i første omgang placeret ved en gadebar udenfor de store runde stadion. Her skulle vi sidde og vente en times tid før kampen gik i gang og ”drengene” mente straks, at de ville have en øl eller to i varmen. Smil! Dette var imidlertid umuligt, da der overhovedet ikke kan købes øl i området omkring stadion fra op til 2 timer før kampen og op til 2 timer efter kampen. Dette for at mindske slåskampene. Derfor var det nogle slukørede mandfolk, der måtte nøjes med en cola sammen med pigerne. Smil!
Omkring klokken 18 blev vi så vist ind på stadionet og fik anvist en siddeplads ikke langt fra banen. Jeg havde forventet et langt større stadion, men hvad ved jeg også om det, når nu at det var min første gang i sådanne et. Smil! John var noget duperet. Så det valgte jeg så også at forsøge at være. Smil!

Sikke en stemning vi kom ind midt i her på rækkerne, hvor Flamengo-tilhængerne sad og råbte og skreg. Vi blev hurtigt grebet af stemningen og råbte lidt med indimellem. Smil!

(Hvem ved, maaske jeg ender som fodboldentusiast en dag...... Smil!)

Det var tydeligt, at Flamengo-holdet var det mest populære i dagens kamp og de havde da også medbragt deres eget blæseorkester til at sætte gang i tiljublen. Folk var helt vilde. De var klædt ud i fodboldtrøjer, hatte, havde medbragt store flag og købt båt-horn og jeg ved ikke hvad. Selv små babyer var klædt ud og fik af deres fader lært, hvordan man rejste sig og råbte efter fodboldholdene. De sad med store øjne og betragtede deres råbende fædre. Smil!

Da kampen gik i gang blev der yderligere gang i stadion. Pludselig blev folk splittet op ovenover os og en slåskamp brød ud for en kort stund. Hvad årsagen til denne har været ved vi selvfølgelig ikke, men nu fandt vi pludselig ud af, hvorfor de nederste pladser var de mest sikre. Oppe på de øverste rækker gik de nemlig helt amok! Smil!
Kampen blev spændende. Flamengo startede med at score til 1-0, hvorefter Cabo Frio udlignede til 1-1. Dog endt kampen 3-1 til Flamengo, som scorede inden for de sidste 3 minutter af anden halvleg. Sikke en jubel der brød ud i blandt tilhængerne.

Det var en sjov oplevelse, som blev nydt med en alkoholfri øl for Johns vedkommende og en pose popcorn for mit. Vi synes virkelig at det var alle pengene værd, ikke mindst for at opleve stemningen blandt det brasilianske folkefærd, når en fodboldkamp løber af stabelen. Smil!

Der var ikke noget at goere - en oel skulle der til paa et stadion, saa det blev til en nonalkoholic-beer.

Efter kampen blev vi trygt og sikkert guidet tilbage i den ventende minibus og derpå kørt tilbage til hostlet. Her ankom vi 20.45 og jeg gik derpå ud for at finde lidt at spise. Senere satte vi os udendørs på terrassen og nød lidt vand, mad samt min sidste antibiotikapille for lungebetændelsen. Skønt at have denne kur overstået nu. Ved 22-tiden gik vi så ind på værelset og her har vi nu siddet en times tid og hygget os. Jeg skriver dagbog og John læser i sin bog. Nu vil vi til at have et bad og så i seng og slappe af.
Hjertelig tillykke til Betina (Johns kusine) i dag. Vi håber at du har haft en rigtig dejlig fødselsdag og at du er blevet forkælet lidt af dine kære. Vi har sendt dig mange kærlige tanker her fra Brasilien af i dag. Et stort fødselsdagsknus sendes hermed fra os.